Rammsteins forsanger Till Lindemann ved en koncert i Forum i København i 2004.

.

Rammstein er en kontroversiel og populær tysk heavy metal-gruppe. Gruppen blev dannet i 1994 i Berlin af sangeren Till Lindemann (f. 1963), keyboardspilleren Christian "Flake" Lorenz (f. 1966), bassisten Oliver Riedel (f. 1971), trommeslageren Christoph "Doom" Schneider (f. 1966) og guitaristerne Richard Kruspe-Bernstein (f. 1967) og Paul Landers (f. 1964). Gruppens medlemmer er vokset op i DDR og har musikalsk baggrund i punk og rock.

Rammsteins stil

Rammstein slog igennem på en effektfuld blanding af hårde, industrielle techno-rytmer, tunge metal-riffs og Till Lindemanns dybe vokal, der skifter mellem kraftfulde og intimt-hviskende udtryk. Rammstein kendes for deres storstilede sceneshow med pyrotekniske effekter (ild og fyrværkeri), og med inspiration fra bl.a. kabaret, mineindustri og tysk kulturhistorie.

Stilen beskrives som industrial metal, Neue Deutsche Härte eller alternativ metal. Selv har bandet for sjov kaldt deres stil for Tanz Metal ('dansemetal').

Navnet Rammstein

Bandet tog sit navn efter den voldsomme ulykke under en flyopvisning på flybasen Ramstein nær Kaiserslautern i 1988, hvor tre piloter og 67 tilskuere omkom og mere end 1.000 blev såret. Bandet kaldte sig Rammstein-Flugschau (Rammstein flyopvisning) inden de tog det mere mundrette Rammstein (som staves med to m’er). En kort periode (1993-1994) var bandet kendt som Tempelprayers.

Rammsteins succes

Rammstein fik en sjældent stor lytterskare, da deres sang ”Heirate mich” ('gift dig med mig') kom med på soundtracket til David Lynchs film Lost Highway (1997). Samme år cementerede albummet Sehnsucht (1997) gruppens succes også uden for Tyskland, en succes, de fulgte op på med plader som Mutter (2001) og Reise, Reise (2004). I 2005 ændrede Rammstein delvist stil med albummet Rosenrot, der anslog mere melodiske sange, uden at musikken fik mindre tyngde.

Rammsteins enorme kommercielle succes ledsages af et velassorteret merchandise-udbud med utallige varer med bandets karakteristiske logo, som enten er printet, broderet eller sat fast med nitter.

Anklager om højreekstremisme

Rammstein har stilmæssigt været inspireret af den slovenske musikgruppe Laibach, og ligesom deres forbillede er de ofte blevet opfattet som højreekstreme, selvom det ikke er tilfældet. Sangen ”Links 2, 3, 4” ('links' betyder venstre) kan forstås som en musikalsk tilbagevisning af anklagerne, og en har referencer til politiske sange fra den tyske venstrefløj. Senere er bandet blevet kendt for deres åbne støtte til seksuelle minoriteters og homoseksuelles rettigheder.

Kontroverser og censur

Flere titler på albummet Liebe ist für alle da (2009) vakte furore med deres kontroversielle indhold. Sangen ”Wiener Blut”, som er inspireret af Josef Fritzl-sagen, kan forstås som en kritik af tabuiseringen af incest og som anerkendelse af de rædsler, incestofre gennemlever.

Også sangen ”Pussy” fra samme album provokerede. Den er eksplicit pornografisk og fallocentrisk (lovpriser det mandlige kønsorgan), og i musikvideoen agerer bandmedlemmerne lystigt pornostjerner (dog med rigtige pornoskuespillere som stand-in i nøgenscenerne).

Den sadomasochistiske lyrik i ”Ich tu dir weh” ('jeg gør dig ondt') fik den daværende familieminister Ursula von der Leyen til at censurere sangen. Det betød blot, at Rammstein udgav pladen én gang til uden den bortcensurerede sang og med sangtitel og lyrik demonstrativt overstreget, som var censuren et adelsmærke.

Anklager om seksuelle overgreb

Under Rammsteins Europaturne i maj 2023 anklagede flere kvinder Till Lindemann for seksuelle overgreb, som skulle have fundet sted efter koncerter til Rammsteins eksklusive fester. Beskyldningerne førte til adskillige demonstrationer mod Rammstein og fik pladeselskabet Universal til at afbryde samarbejdet med bandet. Politiet i Vilnius og Berlin efterforskede sagen, men lukkede den igen i august 2023 på grund af manglende beviser.

Studiealbum

  • 1995: Herzeleid
  • 1997: Sehnsucht
  • 2001: Mutter
  • 2004: Reise, Reise
  • 2005: Rosenrot
  • 2009: Liebe ist für alle da
  • 2009: Liebe ist für alle da (censureret version)
  • 2019: Rammstein
  • 2022: Zeit

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig