I 1960'erne var tysk rockmusik stærkt inspireret af amerikansk og britisk musik, men i 1969 udsendte bandet Amon Düül II Phallus Dei, der blandede elektronisk musik med rock og orientalsk musik på en progressiv måde.

Den tyske rock har været præget af den centraleuropæiske avantgardetradition. 1970'er-grupper som Can, Popul Vuh, Tangerine Dream og Kraftwerk var med deres eksperimenterende brug af synthesizere og minimalistiske tonesprog inspiration for 1990'ernes electronica (se techno).

1970'ernes Vesttyskland var også præget af politisk rock, mens østtyske rockgrupper ofte fik forbud mod at optræde. I slutningen af 1970'erne fik den tyske udgave af punken, Neue Deutsche Welle, stor gennemslagskraft. Kommerciel succes fik Nina Hagen og Nena, mens det maskin-eksperimenterende Einstürzende Neubauten vakte opsigt i avantgardekredse.

En gruppe som Boney M var repræsentant for den hårdtpumpede diskomusik, som produceredes i München. Heavy metal-genren er meget udbredt i Tyskland; mest kendt internationalt er Scorpions.

I 1990'erne fik stilen Neue Deutsche Härte med bl.a. gruppen Rammstein, en blanding af metal, hardcore og techno-beats, stor udbredelse i lighed med techno-stilen trance.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig