Vendertogene var 1100-tallets danske korstog mod de slaviske, hedenske vendere i Nordtyskland. Vendertogene er levende, men stærkt partisk beskrevet af historieskriveren Saxo omkring 1200; de var vigtige for udviklingen af det stærke valdemariske kongedømme og måske for dannelsen af en form for dansk nationalfølelse.
vendertogene
Danskernes indtagelse af den slaviske by Arkona på Rygen i 1168/69. Skoletavle i form af farvelitografi efter et maleri, som Laurits Tuxen malede i 1894, uden år. Tavlen blev brugt i skoleundervisningen, når man skulle fortælle om vendertogene.
Vendertogenes historie
De dansk-vendiske forbindelser var livlige allerede fra 900-tallet, både i krig og i alliancer, og formodentlig har en betydelig vendisktalende befolkning slået sig ned i det sydlige Danmark i 1000-tallet og er assimileret. Muligvis kan skabelsen af en særlig type keramik i 1000-1100-tallets østlige Danmark, østersøkeramik, skyldes slavegjorte kvinder fra Venden.
Med korstogsbevægelsen og især ansporet af Jerusalems erobring i 1099 (se korstog) blev vendertogene til omvendelseskrige. Erik 1. Ejegod vandt sig ry som hedningenes undertvinger omkring 1100, og samtidig førte medlemmer af Hvideslægten egne hævnkrige mod venderne. Ca. år 1135 erobrede Erik 2. Emune Rügen og omvendte venderne. De faldt øjeblikkelig fra igen, men nu var de kirkeretligt placeret i en helt ny kategori; i modsætning til behandling af hedninge var det tilladt med alle midler at tvinge frafaldne tilbage i troen. Saxo beretter, at venderne i midten af 1100-t. blev en stor plage og lagde store dele af Østjylland øde, men det er formodentlig i overvejende grad propaganda, der yderligere skulle legitimere togterne imod dem.
I 1147 tog Svend 3. Grathe og Knud 5. Magnussen på et fælles togt mod vendere nær Wismar, men i de samtidige indbyrdes krige (1146-57) mellem Svend, Knud og Valdemar 1. den Store allierede de sig med både kristne og hedenske vendere. Da Valdemar i 1157 var blevet enekonge, førte han årlige togter mod venderne, og i 1168 eller 1169 erobrede han endeligt hovedfæstningen Arkona på Rügen og lod statuen af vendernes firehovedede gud Svantevit brænde. I de følgende 20 år blev flere vendiske områder erobret, og i 1180'erne kunne Knud 6. Valdemarsen vende sig mod preussiske stammer og senere Estland, hvor venderne nu var blevet tropper under den danske konges ledelse.
Vurdering af togterne
Vendertogene blev ført med stor grusomhed, ifølge Saxo nærmest som etnisk udrensning, og erobring af kvæg og slavegjorte var en fast del af krigene. Det har fået nogle historikere til at anse vendertogene for en fortsættelse af de tidligere vikingetogter i Østersøen, men denne synsvinkel er næppe frugtbar; som korstog var vendertogene del af en fælleseuropæisk bevægelse og gav dermed den danske kongemagt en vigtig international prestige og position.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.