Vandhøns
En amerikansk sultanhøne (Porphyrio martinica) i Everglades National Park i Florida, USA.
Af /flickr.
Licens: CC BY 2.0

Vandhøns er en familie af tranefugle med omkring 150 arter udbredt i hele verden, undtagen polare egne og de tørreste ørkenområder.

Faktaboks

Også kendt som

Rallidae

Udseende

De er små til mellemstore fugle (13-63 cm) med mellemlange til lange ben og tæer, korte, afrundede vinger og en kort hale, som tit holdes oprejst. Næbbet varierer fra langt og nedadbuet til kort og kegleformet. Vandhøns lever på jorden, de allerfleste i sumpede områder, hvor de færdes skjult i vegetationen.

Mange har gennemtrængende stemmer og høres meget oftere, end de ses. Til vandhønsene hører også blishønsene (slægten Fulica), der har svømmelapper på tæerne og tilbringer det meste af tiden på vandet, hvor de også kan dykke.

Levevis

Vandhønsenes føde er varieret, men i hovedsagen animalsk. Visse arter, bl.a. blishønsene, er dog primært planteædere. Æggene, oftest 5-10, udruges på jorden i en godt skjult rede. Begge mager deltager, ligesom de i fællesskab fodrer de redeflyende unger, undertiden assisteret af andre voksne fugle eller af unger fra tidligere kuld.

Ølevende vandhøns

Vandhøns
Inaccessible dværgrikse (Laterallus rogersi) er verdens mindste ikke-flyvende fugl. Den kendes kun fra Inaccessible Island ved Tristan da Cunha i det sydlige Atlanterhav.
Af /flickr.
Licens: CC BY 2.0

Vandhøns har koloniseret mange øer, hvor de har udviklet lokale arter, der som regel har mistet flyveevnen. Sådanne fugle er særdeles sårbare over for vegetationsændringer og indførelse af rotter og rovdyr. I historisk tid er mindst 24 arter uddøde, og de fleste af de i alt 30 arter af udryddelsestruede vandhøns er øformer.

Blandt de mere bemærkelsesværdige af de ølevende vandhøns kan nævnes Sydø takahe (Porphyrio hochstetteri), den største nulevende art i familien (63 cm, op til 3,25 kg). To arter af takahe'er var engang vidt udbredte på New Zealand, men de blev i mange år anset for uddøde, indtil en lille bestand blev fundet på Sydøen i 1948.

En anden afvigende vandhøne er Inaccessible dværgrikse (Laterallus rogersi), der kun findes på den lille ø Inaccessible Island ved Tristan da Cunha. Den er verdens mindste ikke-flyvende fugl (13 cm), har en hårlignende fjerdragt og lever skjult i vegetationen som en mus.

Vandhøns i Danmark

I Danmark er vandrikse, grønbenet rørhøne og blishøne almindelige ynglefugle, mens engsnarre og plettet rørvagtel er sjældne. Som strejfgæst er lille sultanhøne (Porphyrio alleni) fra tropisk Afrika truffet en enkelt gang, mens både lille rørvagtel (Zapornia parva) og dværgrørvagtel (Zapornia pusilla) fra hhv. Østeuropa og Sydeuropa er truffet mindre end tyve gange.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig