Grønbenet rørhøne (Gallinula chloropus). Øverst voksen fugl, nederst ungfugl.

.

Den grønbenede rørhøne er en svømmefugl i vandhønsenes familie. Den er udbredt med talrige underarter over store dele af Jorden.

Faktaboks

Også kendt som

Gallinula chloropus

Udseende

Den bliver 32-35 cm lang. På hoved, hals og bryst er den voksne rørhøne gråblå, mens oversiden er brun. Langs siderne har den karakteristiske hvide skråstriber, og undergumpen er ligeledes hvid. Den har hverken svømmehud eller svømmelapper mellem tæerne. Næbbet er gult og rødt og benene gulgrønne. Ungfugle er lyst gråbrune med hvidlig underside.

Den kendes fra den nært beslægtede blishøne ved, at den har rødt næb og en rød blis, hvor blishønens er hvid, og på de grønne ben. Grønbenet rørhøne er desuden lidt mindre end blishønen.

Levesteder

Grønbenet rørhøne er en almindelig ynglefugl i Danmark (omkring 3350 par i 2019) og forekommer desuden som trækgæst. Den lever i næringsrige søer og vandhuller og foretrækker søer med en tæt bevoksning langs bredderne. Grønbenet rørhøne er også almindelig i byernes parker, hvor den færdes tillidsfuldt mellem mennesker. Om vinteren trækker de fleste rørhøns til Vest- og Sydeuropa, men en del bliver i landet.

Føde

Føden består især af smådyr som insekter, orme og små krebsdyr, som den finder i vandoverfladen. Den græsser som blishøns på marker og engarealer, men tager især smådyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig