valg

Spørgsmålet om valgrettens udbredelse har ofte været et stridsspørgsmål, hvor standpunkterne dels har været principielle lighedsbetragtninger, dels bestemt af, hvorledes man troede, bestemte grupper i samfundet ville bruge valgretten. I første omgang var det i mange lande kun mandlige ejendomsbesiddere (eller skattebetalere) over en vis alder, som fik valgret, men efterhånden blev flere og flere inddraget, først flere mænd (ved at slække på nogle af kriterierne), siden også kvinder og unge.

Nu er det kun i få lande, at valgretten til nationale valg ikke er udstrakt til alle statsborgere over 18 år bortset fra mentalt handicappede og enkelte andre, mere specifikke kategorier. Retten til at deltage i et bestemt valg forudsætter tillige næsten altid, at man er optaget i det relevante vælgerregister, hvilket i en del lande ikke sker automatisk, men kræver en aktiv indsats fra vælgerens side før valget.

Konsekvensen heraf er, at nogle borgere reelt mister deres valgret, fordi de pga. manglende interesse eller praktiske muligheder ikke får sig registreret, eller fordi registreringssystemet ikke gør nok for at få alle potentielle vælgere optaget på valglisterne.

Se også valgret.

Reglerne for at blive opstillingsberettiget som kandidat eller parti varierer fra land til land afhængigt af tradition og kultur, men også af det benyttede valgsystem.

Begrænsninger i retten til at stille op er almindelige og begrundes oftest med, at det ikke skal være for nemt for mindre seriøse partier og kandidater at komme til at deltage i valget, men der er en hårfin balance mellem dette hensyn og hensynet til at gøre det umuligt for uønskede politiske konkurrenter at deltage i valget.

Tilsvarende er der i nogle lande en stærk uvilje mod at tillade religiøse, etniske og regionalt baserede partier at stille op.

Diskussionen om valg og valgregler præges ofte af en interessant sammenblanding af motiver og argumenter, hvor der argumenteres principielt, samtidig med at konsekvenserne af de fremførte synspunkter utvetydigt vil være til fordel for det parti eller den person, der fremfører de principielle argumenter.

Dette fænomen ses ikke bare mht. opstillingsregler, men også ved valget mellem forskellige valgsystemer, fastlæggelse af spærregrænser, regler for kandidater uden for partierne osv.

Valgsystemet, dvs. mandatfordelingsmekanismer og valgmåder, er ofte et kontroversielt emne, især for partier, der klarer sig mindre godt og derfor kan skyde noget af skylden på valgsystemet, men det er også vigtigt, at man ikke hele tiden skifter valgsystem.

Erfaringer med et bestemt systems virkemåde er vigtig for partier og for vælgere, og derfor fremføres ofte det synspunkt, at eventuelle ændringer skal overvejes grundigt, vedtages med støtte fra de fleste partier og helst også gennemføres gradvist.

Sondringen mellem direkte og indirekte valg (se valgmandskollegium) er blevet mindre vigtig end tidligere, bl.a. fordi det opleves som mere demokratisk, at vælgerne kan stemme direkte på deres foretrukne partier og kandidater og ikke kun (som urvælgere) stemme indirekte, dvs. via mellemmænd (valgmænd).

Se også valgsystemer.

Valg er traditionelt blevet administreret i samarbejde mellem centrale og decentrale myndigheder (fx som i Danmark Indenrigsministeriet og kommunerne), men udviklingen går nu mange steder, specielt i nye demokratier, i retning af at overlade valgadministrationen til såkaldte valgkommissioner, som i hvert fald formelt er uafhængige af den siddende regering. Hensigten er at styrke tilliden til, at der ikke er fusket med resultatet, og dermed højne valgets legitimitet.

De regelsæt, der regulerer administrationen af valget, vil i et vist omfang være at finde i almindelig lovgivning, der måske er vedtaget eller ændret af det aktuelle flertal, som på den måde har begrænset valgkommissionens handlefrihed.

Sådanne regler kan fx vedrøre udpegningen af de personer, der på lokalt niveau skal stå for valget, reglerne for økonomisk støtte til partiernes valgkampagner (og kontrollen af disse midlers anvendelse) eller adgangen til medierne under valgkampen.

Brugen af valgobservatører (observatør) ved valg i nye demokratier, bl.a. som moralsk støtte for utrygge vælgere, har især i 1990'erne udviklet sig meget. Danmark har været blandt de lande, der mest aktivt har deltaget i denne form for valgstøtte for derved at bidrage til, at valgene i en række nye demokratier gennemføres på en efter forholdene acceptabel måde. Nu organiseres meget af dette arbejde dels af et EU-organ, dels gennem OSCE.

Det er dog nok så vigtigt, at valgene generelt administreres upartisk og professionelt, således at såvel vælgerne som partierne i det pågældende land kan være nogenlunde sikre på, at alt er gået rimeligt til, og at valgets tabere giver udtryk for, at de erkender deres nederlag, således at der ikke er noget grundlag for udvikling af myter, der kan underminere det nyvalgte parlaments og regeringens legitimitet.

Se også kommunalvalg, Folketinget og Danmark – politisk system.