spærregrænse

Artikelstart

Spærregrænse (eller: spærreregel), ved valg dels det formelle krav, som politiske partier i nogle lande skal opfylde for at få del i evt. tillægsmandater (eller evt. for at deltage i mandatfordelingen), dels et udtryk for den stemmeandel, der sikrer et mandat, den naturlige spærregrænse. Formålet med formelle spærregrænser er især at begrænse små partiers mulighed for repræsentation via adgangen til tillægsmandater.

Grænserne er ofte enkle, fx en bestemt andel af de gyldige stemmer, i udlandet ofte højere end de 2%, der i Danmark er den vigtigste af de tre spærregrænser ved folketingsvalg, men lavere i Holland og Israel. I nogle lande, fx Danmark, Sverige og Tyskland, suppleres disse grænser dog med andre regler, der også gør det muligt, at små, men mere regionalt koncentrerede partier under bestemte omstændigheder kan opnå repræsentation.

De to naturlige spærregrænser angiver i modsætning hertil, hvor stor en stemmeandel der garanterer mindst ét mandat (udelukkelsestærsklen), samt den stemmeandel, der indikerer, at man trods alt har chance for at få et mandat, dvs. blive repræsenteret (repræsentationstærsklen).

Hvis d'Hondts mandatfordelingssystem bruges, er udelukkelsestærsklen: 1/(mandattallet + 1), dvs. i en kommune med 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer er den 4,55%. I Danmark bruges denne fordelingsmåde ved kommunal- og regionalvalg, ved valg til Europa-Parlamentet og ved folketingsvalg, når kredsmandaterne skal fordeles i storkredsene, så den er ganske vigtig, hvis man vil beregne, hvor gode mulighederne er for at opnå repræsentation. Ved sådanne beregninger skal man i øvrigt huske at tage højde for, om partierne kan indgå valgforbund, hvad de dog ikke kan ved folketingsvalg.

Således beregnes den naturlige spærregrænse for løsgængere ved folketingsvalg ud fra det antal kredsmandater, der skal vælges i storkredsen, lige som formlen bruges til at fastlægge, hvilken andel af stemmerne der i en given storkreds vil sikre et parti et kredsmandat.

Den anden naturlige spærregrænse, repræsentationstærsklen, angiver altså den andel af stemmerne, man i hvert fald skal over for at have en chance for repræsentation, men hvor man altså ikke kan være sikker. Den er naturligvis lavere end udelukkelsestærkslen, men hvor meget afhænger bla. af, hvor mange mandater der skal fordeles.

Ved d'Hondts fordelingsmetode er formlen for repræsentationstærkslen: 1/(antal mandater + antal partier o.lign. – 1), dvs. i en kommune med 21 pladser i kommunalbestyrelsen og 9 partier (og ingen valgforbund) 3,45 %. Hvis der er valgforbund, bliver beregningerne mere komplicerede.

For andre mandatfordelingsmetoder findes der andre formler for de to naturlige spærregrænser, så der kan man ikke anvende de ovennævnte formler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig