spærregrænse | lex.dk – Den Store Danske

Spærregrænsen er i Danmark den andel af de afgivne stemmer, som et politisk parti skal opnå ved et folketingsvalg for at komme med i fordelingen af tillægsmandaterne og på den måde blive repræsenteret i Folketinget.

Faktaboks

Også kendt som: spærreregel

De danske regler om fordeling af tillægsmandater betyder, at et parti skal have mindst 2 pct. af stemmerne på landsplan for at komme kunne få del i tillægsmandaterne. Det vil normalt udløse 4 mandater.

I udlandet er spærregrænsen som regel højere end de 2 %, fx 4 % i Sverige og 5 % i Tyskland; men i ganske få lande er den lavere, fx i Holland med 0,6 %.

I nogle lande, fx både i Danmark, Sverige og Tyskland, suppleres spærregrænsen dog af andre regler, som gør det muligt for mindre partier, der står stærkt i et bestemt område af landet, alligevel at opnå repræsentation. I Danmark kan et parti eller en kandidat således også komme i Folketinget ved at opnå et kredsmandat i en af de 10 storkredse.

Et parti, der har opnået bare ét kredsmandat, deltager også i fordelingen af tillægsmandater. Der findes også en tredje mulighed for at kunne komme med i fordelingen af tillægsmandater. Den drejer sig om at opnå et bestemt stemmegennemsnit i to af valglovgivningens tre landsdele, men denne mulighed har nu kun teoretisk interesse.

Formålet med formelle spærregrænser er at begrænse små partiers mulighed for repræsentation, idet for mange (og for små) partier skønnes at kunne hæmme lovgivningsprocessen. Denne opfattelse finder man oftest i de store partier.

Naturlige spærregrænser

I modsætning til formelle spærregrænser angiver de to såkaldt naturlige spærregrænser, hvor stor en stemmeandel der garanterer mindst ét mandat (udelukkelsestærsklen), samt den stemmeandel, der indikerer, at man trods alt har chance for at få et mandat, dvs. blive repræsenteret (repræsentationstærsklen).

Hvis d'Hondts mandatfordelingssystem bruges, er udelukkelsestærsklen: 1/(mandattallet + 1), dvs. i en kommune med 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer er den 4,55%. I Danmark bruges denne fordelingsmåde ved kommunal- og regionalvalg, ved valg til Europa-Parlamentet og ved folketingsvalg, når kredsmandaterne skal fordeles i storkredsene, så den er ganske vigtig, hvis man vil beregne, hvor gode mulighederne er for at opnå repræsentation. Ved sådanne beregninger skal man i øvrigt huske at tage højde for, om partierne kan indgå valgforbund, hvad de dog ikke kan ved folketingsvalg i Danmark.

Således beregnes den naturlige spærregrænse for løsgængere ved folketingsvalg ud fra det antal kredsmandater, der skal vælges i storkredsen, lige som formlen bruges til at fastlægge, hvilken andel af stemmerne der i en given storkreds vil sikre et parti et kredsmandat.

Den anden naturlige spærregrænse, repræsentationstærsklen, angiver altså den andel af stemmerne, man i hvert fald skal over for at have en chance for repræsentation, men hvor man altså ikke kan være sikker. Den er naturligvis lavere end udelukkelsestærsklen, men hvor meget afhænger bl.a. af, hvor mange mandater der skal fordeles.

Ved d'Hondts fordelingsmetode er formlen for repræsentationstærkslen: 1/(antal mandater + antal partier o.lign. – 1), dvs. i en kommune med 21 pladser i kommunalbestyrelsen og 9 partier (og ingen valgforbund) 3,45 %. Hvis der er valgforbund, bliver beregningerne mere komplicerede.

For andre mandatfordelingsmetoder findes der andre formler for de to naturlige spærregrænser, så der kan man ikke anvende de ovennævnte formler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Valgteorier og valgmetoder

Jørgen Elklit

Professor emeritus, Aarhus Universitet