valens – sprogvidenskabeligt begreb | lex.dk

Valens er i sprogvidenskab ords evne til at knytte andre ord til sig i grammatiske konstruktioner, især verbers muligheder for at binde nominale sætningsled til sig og derved danne sætninger. Begrebet er oprindelig lånt fra kemi af L. Tesnière, der introducerede valensgrammatikken.

Faktaboks

Etymologi: fra senlatin valentia 'kapacitet, evne'

Et sprogs verber kan således klassificeres efter, hvor mange og hvilke sætningsled eller aktanter de forbindes med. Der skelnes mellem monovalente, divalente (eller bivalente) og trivalente verber. Monovalente eller intransitive verber forbindes kun med én aktant, som er verbets subjekt, fx Ulven sover. Divalente verber forbindes med to aktanter, ved transitive verber enten subjekt og objekt, fx Ulven spiste bedstemor, eller subjekt og præpositionsobjekt, fx Jægeren sigter på ulven. Trivalente verber forbindes foruden med subjekt og objekt med indirekte objekt, fx Mor sendte bedstemor en madkurv, eller med præpositionsobjekt, Mor sendte Rødhætte til bedstemor. Nogle forskere regner også med avalente verber, som ikke knytter aktanter til sig, fx islandsk birtir 'det klarer op' og spansk llueve 'det regner'.

Valensbegrebet er det grammatiske modstykke til prædikatslogikkens inddeling af prædikater i et-, to- og trepladsprædikater. Den syntaktiske betegnelse aktant svarer altså til den semantiske betegnelse argument. Et valensbegreb indgår mere eller mindre eksplicit i de fleste syntaktiske teorier, fx under betegnelser som argumentstruktur eller subkategoriseringsregler.

Valensgrammatik

Valensgrammatik er en grammatisk retning, som tillægger valensbegrebet en central rolle i sætningsdannelsen pga. den tætte og direkte forbindelse mellem et sprogs leksikon eller ordforråd og dets grammatik. Mange større arbejder inden for valensgrammatikken er valensordbøger, som for hvert af et sprogs verber opfører det eller de valensskemaer, der karakteriserer dets konstruktionsmuligheder, jf. verbet skrive, som både kan være divalent og trivalent, fx Marie skriver et brev over for Marie skriver et brev til sin far.

Mange valensgrammatikere skelner mellem obligatoriske og fakultative aktanter eller valensled. Denne skelnen kan dog være svær at opretholde, da mange sætningsled kan udelades under forskellige omstændigheder; se ellipse. Det er dog indbygget i valensgrammatikken, at udeladte obligatoriske led latent er til stede, fordi kendskabet til et verbums valensskemaer gør det muligt at rekonstruere en mere udbygget sætning, fx af Peter giver både divalente og trivalente sætninger som Peter giver kort og Peter giver os en omgang.

Selvom valensen er leksikalsk fastlagt, kan den ved visse generelle syntaktiske midler ændres. Således kan passiv med uudtrykt agens ses som en valensreduktion, idet den aktive sætnings divalente verbum optræder som monovalent i passiv, jf. Jægeren skød ulven over for Ulven blev skudt. Omvendt kan kausativ opfattes som en valensforøgelse, hvor den monovalente konstruktion bliver divalent ved kausativkonstruktionen, jf. Lægen kommer over for Marie får lægen til at komme.

Valensgrammatikken har i Tyskland i kraft af bl.a. G. Helbigs indsats dannet en egentlig videnskabelig skole, men de fleste lingvistiske teorier indeholder et valensbegreb som en erkendelse af den tætte sammenhæng mellem ords betydning og syntaktiske adfærd.

Læs mere i Den Store Danske

transitivitet

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Morfologi og syntaks

Peter Juul Nielsen

Lektor, ph.d., Syddansk Universitet