Urtebog, håndbog til identifikation af lægeplanter med oplysning om deres virkning. Ældste bevarede urtebog fra den europæiske kulturkreds er Pedanios Dioskorides' De materia medica (100-t.).
Urtebøger var blandt de første trykte bøger, der var rigt illustreret. Illustrationerne blev ofte kopieret efter ældre værker, hvorved ligheden med virkelige planter efterhånden gik tabt, og opdigtede træk blev føjet til som i Jacob Meydenbachs Hortus sanitatis (1491). Derimod indeholder de klassiske urtebøger af Pietro Andrea Mattioli, Otto Brunfels, Hieronymus Bock og Leonard Fuchs, alle fra midten af 1500-t., fremragende originale træsnit.
Samtidig med de seriøse urtebøger med tidens bedste viden om lægeplanter og deres virkning udkom mange, der videreførte den middelalderlige signaturlære, bygget på overfladisk lighed mellem lægeplanter og de menneskelige organer, de hævdedes at virke på.
Danske urtebogsforfattere er fx Henrik Harpestreng (1200-t.) og Henrik Smith (1500-t.). I 1600-t. blev urtebøgernes videnskabelige betydning overtaget af specialiserede botaniske værker og farmakopéer, men populære urtebøger udkommer stadig.
Se også botanik (historie) og naturmedicin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.