Tusindårsriget er en bibelsk forestilling om et jordisk lykkerige forud for dommedag. Ifølge Johannes' Åbenbaring, 20,1-6 fængsles Satan ved tidernes ende i 1000 år, mens Kristus og de troende hersker på Jorden; derefter indtræffer dommedag og skabelsen af en ny Himmel og en ny Jord.

I jødisk apokalyptik og rabbinsk litteratur findes lignende forventninger om et "mellemrige", om end tidsperioderne varierer betragteligt. På denne måde udtrykkes forhåbningen om et imperium regeret af frelste. I oldkirken udvikledes tankerne om et tusindårsrige; herimod fremsatte Augustin en ny tydning, hvorefter tusindårsriget er kirkens periode. Forventningen om et tusindårsrige kan kaldes kiliasme (af græsk chilioi '1000') eller milleniarisme (af latin mille '1000').

I nyere tid er tanken om tusindårsriget blevet forbundet med jordisk udviklingsoptimisme og fremskridtstro, ligesom forestillingen er brugt som politisk symbol, fx i Hitlers retorik.

I kølvandet på europæisk kolonisering er der hos oprindelige folk mange steder opstået milleniaristiske bevægelser omkring profeter, der forudså den nuværende verdens snarlige omstyrtelse og oprettelsen af en ny, retfærdig orden. Mange af disse bevægelser er udgået fra indfødte kristne kirker eller er inspireret af kristen mission, men tallet 1000 er ikke afgørende for dem. Deres tusindårsrige indebærer først og fremmest etnisk, kulturel og økonomisk genoprejsning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig