Transfedt betegner indholdet af trans-isomerformer af umættede fedtsyrer i fedtstoffer.

Naturligt umættet fedt er cis

I plante- og fiskeolier forekommer umættede fedtsyrer naturligt som cis-isomere. Transformen dannes under fedthærdning, hvor cis-fedtsyrer delvis isomeriserer til transfedtsyrer ved åbning af nogle af de umættede fedtsyrers dobbeltbindinger under hydrering.

Fedthærdning udføres for at øge oliernes smeltepunkt og oxidationsstabilitet og dermed egnetheden til friturestegning og margarinefremstilling.

Naturligt transfedt

Transfedtsyrer forekommer dog også naturligt, bl.a. i mindre mængde i mælkefedt (ca. 5%) samt i stor mængde i den teknisk anvendte tungolie (kinesisk træolie).

Mange videnskabelige undersøgelser tyder på, at transfedt gennem skadelige kolesterolpåvirkninger i blodet forårsager åreforkalkning og dermed øger risikoen for blodprop i hjertet (hjerteinfarkt). Transfedt er desuden under mistanke for at fremkalde kræft, allergi, diabetes mellitus og barnløshed.

Begrænsning af transfedt

I 1990'erne blev man opmærksom på sundhedsproblemerne ved indtag af store mængder transfedtsyrer i bl.a. plante- og især bagemargarine, hvorfor blandinger af fedtstoffer, især med palmefedt, i stedet blev foretrukket til margarinefremstilling. I mange lande bliver indhold af transfedt nu deklareret.

Danmark har været foregangsland mht. at nedbringe indholdet af transfedt i fødevarer, og fra 2004 er et indhold på over 2% transfedtsyrer opstået ved industriel forarbejdning af fedtstoffer ulovligt.

Læs mere Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig