traktat

Artikelstart

Traktat, en traktat er en folkeretlig bindende aftale mellem stater eller internationale organisationer. Traktater er den væsentligste kilde til retsskabelse i det internationale samfund. Bilaterale traktater er aftaler, der er indgået mellem to lande; multilaterale traktater er indgået mellem tre eller flere lande. Traktatindgåelse er ikke bundet til en bestemt form, men det er sædvanligt og bevismæssigt det sikreste, at en traktat indgås skriftligt. Det er ikke afgørende for en traktats gyldighed, om den betegnes traktat eller aftale, konvention, protokol, pagt, overenskomst eller akt. De fleste traktater indgås i traditionel overenskomstform, dvs. i form af et dokument bestående af en overskrift, en indledning (se præambel), en række artikler om aftalens indhold samt afsluttende bestemmelser og underskrifter af repræsentanter for de deltagende lande eller internationale organisationer. Det stadig voksende samkvem mellem landene har imidlertid bevirket, at et stigende antal bilaterale overenskomster af mere teknisk karakter indgås i mere enkle former, især som notevekslinger.

Faktaboks

Etymologi

Ordet traktat kommer af latin tractatus 'behandling', afledning af tractare 'behandle, undersøge'.

Kompetence

Det afhænger af den enkelte stats forfatning, hvem der er kompetent til at indgå traktater på statens vegne. Efter sædvanlig statspraksis eller i kraft af deres stilling har følgende statsorganer, ministre og embedsmænd en nærmere fastsat kompetence til at forpligte staten: 1) statsoverhovedet, i demokratiske stater med fornøden ministerkontrasignatur og evt. under medvirken af parlamentet; 2) udenrigsministeren på egen hånd; 3) statsministeren på egen hånd; 4) chefen for en forvaltningsgren (fagminister eller fagmyndighed), men kun vedr. forvaltningsanliggender under den pågældendes ressortområde, som han eller hun er bemyndiget til at regulere administrativt. Internationale aftaler af denne art forekommer stadig oftere, især inden for områder som sundhed, post-, toldvæsen, jernbaner mv.; 5) den militære øverstbefalende, men kun under krig, og kun for så vidt angår aftaler om kapitulation, våbenstilstand o.l.; 6) enhver person, som er forsynet med behørig fuldmagt fra den kompetente myndighed.

Traktatretskonventionen af 1969

De folkeretlige regler om traktaters indgåelse, anvendelse, fortolkning, gyldighed og ophør beroede tidligere på de sædvaner, der havde fæstnet sig i staternes praksis. Disse regler er siden sammenfattet i FN's traktatretskonvention af 1969 (Law of Treaties), som trådte i kraft i 1980 efter at være blevet ratificeret af 35 stater, heriblandt Danmark. En tilsvarende konvention vedrørende traktater, som involverer internationale organisationer som kontraherende parter, forelå i 1986, men er endnu ikke trådt i kraft (2006).

Ratifikation og retsvirkning

En traktat vil i reglen forberedes ved forhandlinger mellem parterne. Nogle traktater, især mindre vigtige bilaterale aftaler, indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at de bliver bindende for parterne ved undertegnelse alene, evt. således at ikrafttrædelsen sker med virkning fra et senere tidspunkt. Mere betydningsfulde traktater indeholder bestemmelser om, at de først bliver bindende, når de efter at være undertegnet tillige er blevet ratificeret, dvs. bekræftet, af de kompetente statsorganer, i Danmark underskrevet af monarken evt. efter indhentet samtykke fra Folketinget. Begrundelsen for at opdele tiltrædelsesprocessen i to faser, undertegnelse og ratifikation, er ønsket om at give staterne tid til dels at vurdere omfanget og konsekvenserne af de forpligtelser, de er i færd med at påtage sig, dels at træffe de nødvendige foranstaltninger til traktatens gennemførelse i national ret.

Retsvirkningen af en gyldigt indgået traktat kan udtrykkes ved sætningen pacta sunt servanda 'aftaler er bindende', hvorefter enhver ikrafttrådt traktat er bindende for dens deltagere og skal opfyldes af dem i god tro. Traktaten forpligter kun de kontraherende parter, ikke tredjestater. En traktat, som ikke indeholder bestemmelser om opsigelse, kan under normale omstændigheder ikke bringes til ophør ensidigt, men alene ved parternes indbyrdes aftale, medmindre det undtagelsesvis kan fastslås, at det var parternes hensigt at tillade opsigelse, eller at en ret til opsigelse følger af selve traktatens natur. I disse tilfælde skal opsigelse ske med mindst 12 måneders varsel. I øvrigt kan en traktat kun ophøre under ganske særlige omstændigheder, fx som følge af ugyldighed, misligholdelse eller fundamentalt ændrede forhold.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig