tegl (Historie)

Artikelstart

Tegl (Historie), Soltørret tegl blev brugt til murværk i Mellemøsten fra neolitikum omkring 8000 f.Kr. Brændt tegl blev fra 1000-t. sommetider anvendt i Mesopotamien, og i det ægæiske område findes i Lerna og Tiryns eksempler på brug af brændt tagtegl før 2000 f.Kr. Først i 600-t. f.Kr. blev brændte tagtegl atter anvendt i det græske område samt i Etrurien, Syditalien og på Sicilien, og det blev herefter almindeligt at anvende brændt tegl i tagkonstruktioner.

Til murkonstruktioner som forskalning over en betonkerne, hvilket kaldtes opus testaceum, blev brændt tegl i Vesten dog først det almindelige byggemateriale med byggeboomet i romersk kejsertid fra 1. årh. e.Kr.

Da materialet er brandsikkert og egner sig godt til massefremstilling, har det særlig været anvendt til monumentalbyggerier samt i perioder med stor byggeaktivitet (se Romerriget (arkitektur)).

Herefter synes teglbrændingsteknikken at være gået tabt i Vesten indtil 1100-t., mens den har været almindelig i mellemøstlig og asiatisk arkitektur med hyppig brug af glaserede tegl til moskébyggerier. I Kina findes såvel brændte som ubrændte tegl anvendt i de ældste faser af Den Kinesiske Mur omkring 210 f.Kr.

Fra Norditalien, hvor genoptagelsen af teglbrænding indledtes i begyndelsen af 1100-t., blev teknikken formidlet direkte og indirekte til bl.a. Danmark, og i 1160'erne anvendtes tegl til fx cistercienserklostrene i Esrum og Sorø.

Det nye materiale er fx beskrevet i indskriften på en sten i Nørre Løgum Kirke, og Valdemar den Store roses på en blyplade i sin grav i Sankt Bendts Kirke i Ringsted for at have bygget Dannevirke af "brændte sten".

Fælles for de gammelkendte naturstensmure og de nye teglmure var opmuringen i mørtel og kassemurskonstruktionen, hvor yder- og indermur dannede et hulrum, der blev udstøbt med brokker. Kun de allertidligste teglmure var helt igennem opbygget af tegl.

Tegl blev fremstillet efter behov på stedet stort set overalt i Danmark og i talrige variationer: mursten, tagsten, fliser samt formsten til facadeudsmykninger og bygningsdetaljer, alle fremstilledes i forskellige nuancer og evt. med glasur.

Ved siden af ovne, bygget til brug for ét (større) byggeri, forekom fra 1200-t. en decideret teglindustri, og både lokale og centrale teglovne anvendtes op i 1900-t. Ubrændte lersten er benyttet til lette konstruktioner, særlig i landbyggeri.

Siden senmiddelalderen er tegl importeret fra bl.a. Lübeck. I 1600-t. blev der til de kongelige byggerier ofte importeret små hollandske sten, de såkaldte mopper, mens der i 1700-t. typisk anvendtes smalle Flensborgsten.

I den nyklassicistiske periode 1750-1850 blev det almindeligt med pudset murværk, men fra sidste halvdel af 1800-t. blev det blanke murværk uden puds igen dominerende og var det, indtil det industrialiserede montagebyggeri slog igennem i 1960'erne.

På grund af teglens æstetiske kvaliteter øgedes brugen af tegl igen i slutningen af 1900-t., hvor man ofte har bygget en tynd skalmur uden på en mur af et andet materiale.

Læs mere om tegl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig