Synthesizer, (eng., egl. 'en, der skaber sammenhæng', af synthesis, se syntese), musikinstrument, som danner og bearbejder lyd elektronisk. Synthesizeren, som i slutningen af 1900-t. gennemgik en kraftig udvikling, er frem for alt blevet en fast bestanddel i den rytmiske musiks instrumentarium. Enkelte musikformer betjener sig udelukkende af synthesizere.

Et tidligt eksempel på et elektronisk musikinstrument er Thaddeus Cahills (1867-1934) telharmonium fra ca. 1897, som vejede 200 t og skulle levere baggrundsmusik via telefonnettet, men det opnåede ikke stor udbredelse. 1920 skabte Leon Theremin (egl. Lev Termen, 1896-1993) et elektronisk instrument, kaldet æterofon eller theremin, som betjenes ved, at hænderne bevæges foran to antenner. Siden fremkom andre typer som ondes Martenot, hammondorgel og trautonium. Til forskel fra senere synthesizere er elorgler ikke programmerbare, da lyden ikke kan manipuleres elektronisk. Den første kommercielt tilgængelige synthesizer med denne mulighed var Buchla Music Easel fra 1963. Synthesizeren fik dog sit musikalske gennembrud med den såkaldte moog fra 1964, fulgt af den berømte minimoog, der opnåede så stor popularitet, at de fleste elektroniske musikinstrumenter længe efter blev opbygget med den som model. Siden midten af 1980'erne har digitale synthesizere været mest udbredt, og i slutningen af 1990'erne opstod der et marked for digitale instrumenter, der efterligner de traditionelle synthesizere.

Forskellige principper finder anvendelse i de elektroniske instrumenter. Analoge synthesizere består af en række separate komponenter, som enten genererer eller bearbejder lyd. I modulsynthesizere kan delene sammensættes efter behov. De fleste analoge synthesizere er dog 'hardwirede', dvs. at signalernes vej gennem elektronikken er delvist fastlagt på forhånd. De første moog-synthesizere var modulopbyggede, mens minimoog og polymoog er eksempler på hardwirede analoge synthesizere.

I digitale synthesizere dannes lyden almindeligvis ved enten frekvensmodulation, den såkaldte FM-syntese (fx Yamaha DX7), eller ved afspilning af korte digitale lydoptagelser, kaldet PCM-syntese. Sidstnævnte metode bruges også i en sampler, som tillige kan optage reallyd digitalt. Der findes en række andre og mindre udbredte former for lydsyntese, fx additiv syntese, hvor klangen skabes ved at mikse adskillige sinustoner med en oktavs mellemrum. På den måde kan man skabe klange med meget komplekse overtoner.

Virtuelle analoge synthesizere er en særlig form for digitale synthesizere, som i betjening og lyd efterligner tidligere tiders analoge synthesizere. Det er muligt at manipulere lyden, mens man spiller, takket være et rigt udvalg af knapper, der giver direkte adgang til de fleste af synthesizerens indstillingsmuligheder. Det 'analoge' udseende til trods er disse synthesizere fuldt digitale inden i, og de er opbygget med DSP-kredse (digitale signalprocessorer) frem for analog elektronik. Dette betyder også, at indstillingerne af alle knapper kan gemmes i synthesizerens hukommelse og genkaldes med ét tryk på en knap. På en traditionel analog synthesizer må man møjsommeligt indstille lyden på de mange knapper, hver gang den skal bruges.

Siden midten af 1980'erne kan langt de fleste synthesizere kommunikere med bl.a. sequencere, computere og hinanden ved hjælp af MIDI. Se også elektriske musikinstrumenter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig