En nationalsang, også kendt som nationalhymne eller nationalmelodi, er et musikstykke, typisk med en sangtekst, der anvendes ved formelle begivenheder for at udtrykke national identitet, fx ved internationale sportsbegivenheder.

Marseillaisen fra Frankrig (1792) inspirerede til mange europæiske og latinamerikanske landes nationalhymner og -sange; i de lande, som kæmpede for national selvstændighed i 1800-tallet.

De sydamerikanske landes nationalsange

De fleste latinamerikanske nationalsange blev komponeret i 1800-tallet efter Den Spansk-Amerikanske Frihedskrig, og repræsenterer derfor et forsøg på at etablere en ny nationalidentitet efter selvstændigheden fra den gamle kolonimagt, Spanien. Brasiliens nationalsang Hino Nacional Brasileiro ('Den brasilianske nationalsang') blev ligeledes komponeret efter Brasiliens selvstændighed fra Portugal i 1822.

De latinamerikanske nationalsange er kendetegnet ved deres længde og episke karakter. De indeholder typisk både en hurtig, patriotisk del og en langsommere, højtidelig del og består af mange vers, der typisk skildrer landets historie. Ofte er de oprindeligt skrevet til en anden melodi, men senere er melodien blevet udskiftet, mens den oprindelige tekst bevares.

Oversigt over sydamerikanske nationalsange

Land Sang
Argentina Himno Nacional Argentino ('Argentinsk nationalhymne')
Bolivia Canción Patriótica ('Patriotisk sang')
Brasilien Hino Nacional Brasileiro ('Den brasilianske nationalsang')
Chile Himno Nacional de Chile ('Chiles nationalsang')
Colombia Himno Nacional de la República de Colombia ('Den Colombianske Republiks nationalsang')
Ecuador Salve, oh patria ('Vi hylder dig, åh fædreland')
Fransk Guyana Le Chant du départ ('Afgangssangen')
Guyana Dear Land of Guyana, of Rivers and Plains ('Kære Guyana, floderne og sletternes land')
Paraguay Paraguayos, República o muerte! ('Paraguayanere, republikken eller døden!')
Peru Himno Nacional del Perú ('Perus nationalhymne')
Surinam God zij met ons Suriname! ('Gud være med vort Surinam')
Uruguay Himno Nacional ('Nationalhymne')
Venezuela Gloria al bravo pueblo ('Ære til det stolte folk')

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig