svensk film

Sveriges første offentlige filmforevisning fandt sted i 1896 i Malmø. Året efter i 1897 blev de første små fiktionsfilm indspillet, i 1904 åbnedes i Stockholm den første permanente biograf, og i 1911 blev filmcensuren blev indført. I 1907 etableredes det første filmselskab, Svenska Biografteatern, som senere (fra 1909) blev til Svenska Bio. Det dannede grundlag for oprettelsen af Svensk Filmindustri i 1919, der fortsat er svensk films væsentligste selskab.

De vigtigste instruktører var Victor Sjöström og Mauritz Stiller, der også var skuespillere. Svensk films guldalder nåede et højdepunkt med stumfilmene Stillers Herr Arnes pengar (1919, Hr. Arnes penge) Erotikon (1920) og Sjöströms Körkarlen (1920, Køresvenden). I denne sammenhæng er også Benjamin Christensens dansk/svensk-producerede stumfilm Häxan fra 1922 om middelalderen og renæssancens heksetro, overtro og folketro væsentlig.

Interessen for filmatiseringer, især efter Selma Lagerlöfs bøger, kulminerede med Stillers Gösta Berlings saga (1924). Filmene vakte stor opmærksomhed i udlandet og medvirkede til, at Sjöström og Stiller sammen med Greta Garbo kom til Hollywood.

Talefilmen slog igennem i 1929 med Säg det med toner, og 1930'erne prægedes af folkekomedier og landlige dramaer. Gustaf Molanders kunstnermelodrama Intermezzo (1936) blev en international succes og bragte den kvindelige stjerne, Ingrid Bergman, til Hollywood, hvor filmen genindspilledes. I 1940'erne slog politiske og ideologiske emner igennem. En hovedskikkelse var Alf Sjöberg, der bl.a. lavede Hets (1944, Forfulgt), med manuskript af Ingmar Bergman, og siden Fröken Julie (1951, Frøken Julie) efter August Strindberg.

Blandt periodens nye instruktører var den politisk engagerede Hampe Faustman (1919-1961) og Arne Mattsson med den seksuelt frigjorte Hon dansade en sommar (1951, Hun dansede en sommernat).

Efter sit gennembrud i 1949 og en række mesterværker i 1950'erne, blev Ingmar Bergman svensk films mest dominerende skikkelse. Bergman fik en enorm betydning for ikke kun svensk film, men film i det hele taget. I 1953 udgav han Sommaren med Monika (1953) og to år efter fik han sit internationale gennembrud med Sommarnattens leende (1955). Siden da udkom en række uforglemmelige film, blandt andre Det sjunda inseglet (1957), Smultronstället (1957) og Persona (1966).

Svenska Filminstitutet blev oprettet i 1963, og i 1960'erne skabte en ny generation af instruktører hverdagsnære, politisk engagerede film i stil med den franske nybølge. Hovedskikkelserne var Bo Widerberg, Jan Troell og Vilgot Sjöman, men Bergman forblev en central skikkelse, bl.a. med modernistiske og psykologisk intense film.

Makkerparret Hans Alfredson og Tage Danielsson fornyede farcen med bl.a. Äppelkriget (1971, Æblekrigen), mens Alfredson alene stod for hovedværket Den enfaldige mördaren (1982, Den enfoldige morder). Populære var også Olle Hellboms (1925-1982) mange filmatiseringer og tv-versioner af Astrid Lindgrens bøger.

I 1980'erne kom bl.a. Bergmans Fanny och Alexander (1982), Lasse Hallströms (født 1946) Mitt liv som hund (1985), hvilken påbegyndte ham en karriere i USA, og Suzanne Ostens (født 1944) satiriske komedie Bröderna Mozart (1986, Brødrene Mozart).

Fra 1990'erne kan nævnes film som hjemstavnskomedien Änglagård (1992, Englegård) af englænderen Colin Nutley (født 1944), familiedramaet Den goda viljan (1992, Den gode vilje) af danskeren Bille August efter manuskript af Bergman samt thrilleren Jägarna (1996, Jægerne) af Kjell Sundvall (født 1953); perioden har dog også budt på hovedværker som Jan Troells Hamsun (1996) og Widerbergs Lust och fägring stor (1995, Lærerinden), begge delvis danskproducerede.

Siden slutningen af 1990’erne har en ny generation af instruktører fået international opmærksomhed bl.a. Lukas Moodysson med teenageskildringen Fucking Åmål (1998) og Lilja 4-ever (2002) om sexslaveri og Josef Fares (født 1977) med indvandrerkomedien Jalla! Jalla! (2000).

Roy Andersson har med sin særegne og unikke stil slået sig fast som en af nyere tids store svenske filmskabere. Han modtog fire priser på Filmfestivalen i Cannes for sin første spillefilm En kärlekshistorian (1968), og har siden portrætteret velfærdsstats-indbyggeren gennem dyster humor, som vi ser det i de formalistiske Sångar från andra våningan (2000, Sange fra anden sal) og satiregruppen Killinggängets Fyra nyanser av brunt (2004). Andersson beskriver med en surrealistisk tavshed de almindelige og ikke smukke mennesker på en komisk måde og med tableauer inspireret af hans tidligere karriere indenfor reklamefilm.

Indenfor moderne svensk film er også Ruben Östlund en af de mest nævneværdige og bemærkelsesværdige instruktører. Han står bag filmene Force Majeure (2014), The Square (2017) og Triangle of Sadness (2022). Hans film forholder sig til samfundsmæssige stereotyper, og han stiller i stort set alle sine film skarpt på magt, klasse, ulighed og hierarkier, og er en mester til at forstå og iscenesætte sociale spil og dynamikker mellem mennesker – alt sammen med sort humor.

Blandt svenske dokumentarister kan fremhæves naturskildreren Arne Sucksdorff (1917-2001) og den socialt engagerede Stefan Jarl (født 1941). Initiativet Film i Väst har siden slutningen af 1990’erne gjort byen Trollhättan i Västergötland til centrum for en række svenske og danske filmproduktioner, bl.a. Lars von Triers Dogville (2003).

Sverige har en stærk tradition for krimier, både når det kommer til film og tv-serier. Blandt serier kan nævnes Beck (1997-) Wallander (2008-2016) og Broen (2011-2018).

Der findes en perlerække af svenske filmkrimier, og blandt dem findes eksempelvis filmatiseringerne af Stieg Larssons Millennium-trilogi bestående af Mænd der hader kvinder (2009), Pigen der legede med ilden (2009) og Luftkastellet der blev sprængt (2009), der blev filmatiseret i Hollywood af Niels Arden Oplev og Daniel Alfredson. Et par år efter kom David Fincher med sit bud på en Stieg Larsson-film med The Girl with the Dragon Tattoo (2011) og senere lavede Fede Alvarez The Girl in the Spiders’ Web (2018).

• Sverige
• film