Alf Sjöberg

Faktaboks

Alf Sjöberg
Født
1903
Død
1980

Artikelstart

Alf Sjöberg, 1903-1980, svensk film- og sceneinstruktør; fra 1925 til sin død tilknyttet Dramaten, hvor han debuterede som instruktør 1930. Fra begyndelsen arbejdede han ud fra sit socialistiske engagement på at virkeliggøre teatervisionen bag folketeateridéen. Han markerede sig med sine tolkninger af Strindberg og Shakespeare, bl.a. i 1940'erne med poetiske opsætninger i klare farver af Shakespeares komedier. 1949 skabte han en skelsættende iscenesættelse af Fröken Julie på Dramaten. 1967 gjorde han Shakespeares Troilus og Cressida til et aktuelt indlæg i Vietnamdebatten. Han introducerede også nyere dramatikere som O'Neill, García Lorca, Brecht og Arthur Miller.

1929-69 skabte Sjöberg 18 film og tre tv-film, deriblandt nogle af svensk films betydeligste, bl.a. det psykologiske drama Hets (1944, Forfulgt) med manuskript af Ingmar Bergman, Bara en mor (1949, Kun en mor) og Fröken Julie (1951, Frøken Julie), der med sin eksperimenterende brug af tid og rum er hans filmiske hovedværk. Han arbejdede desuden i adskillige år med radioteater.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig