Smelteost er smøreost eller skærbare oste, der fremstilles af faste oste, hvor løbeenzym er brugt til ostningsprocessen. Smelteost fremstilles typisk af løbeoste, der er kasserede på grund af fejl i konsistens, farve eller fejl i ostenes bygning eller deres skorpe, men uden fejl i lugt og smag og som traditionelt benævnes vragost.

Vragost afskorpes, renses og blandes efter findeling eventuelt med osterester fra opskæring af oste og med smeltesalt, typisk natriumfosfat og natriumcitrat, og opvarmes til 80 – 100 °C i omkring 10 min. Den sammensmeltede blanding aftappes derefter i emballage og køles ned.

Smelteost kan være blokost, der ligner fast løbeost og som anvendes som skæreost, eller smøreost med blød konsistens efter tilsætning af vand og smørfedt før smeltningen. Blandingen kan også være tilsat krydderier som paprika, stykker af skinker, champignon eller rejer før smeltning og betegnes da ofte delikatesseost.

Smelteost har meget lang holdbarhed, da mikroorganismer dræbes under varmebehandling og enzymer inaktiveres.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig