Mørkhalet skorpion (Tetratrichobothrius flavicaudis) er vidt udbredt i de centrale og vestlige dele af Sydeuropa.
Skorpionerne er en orden af arachnider (spindlere), der omfatter ca. 2.700 arter i tropiske, subtropiske og tempererede egne. Alene i Sydeuropa findes der mere end 100 forskellige arter, hvorimod der ikke er skorpioner i Danmark. En enkelt art, Tetratrichobothrius flavicaudis, er blevet indført til England.
Scorpiones
Skorpionerne hører til de ældste grupper af arachnider med kendte fossiler fra Tidlig Silur (over 420 mio. før nu). De tidligste skorpioner lignede de uddøde eurypterider, som levede i vand. Fossile fragmenter af skorpioner tyder på, at nogle af de tidligste skorpioner kunne opnå kropslængder på 1 m. De arter, vi kender i dag, er landlevende og mellem ca. 1,2 og 23 cm lange. Blandt de største og kraftigste er Gigantometrus swammerdami fra Indien og kejserskorpionen (Pandinus imperator) fra Vestafrika.
Moderne skorpioner har kun ændret sig meget lidt i udseende siden Silur. De kendes på deres lange bagkrop, som er tydeligt leddelt og ender i en giftkrog. Chelicererne på forkroppen er ganske små, og pedipalperne er omdannet til kraftige, karakteristiske klosakse. Skorpioner har simple øjne og ånder vha. boglunger. På undersiden af bagkroppen har alle skorpioner et par unikke kamformede sanseorganer (pectiner).
Skorpionen Grosphus grandidieri er en af mange endemiske arter på Madagaskar.
Skorpioner er rovdyr og lever af især leddyr, men også fx små hvirveldyr. De fanger og fastholder byttet med de kraftige klosakse, hvorefter de leverer et dødeligt stik med bagkroppens giftkrog. Giften består overvejende af nervegifte (neurotoksiner), der hurtigt lammer byttet. En undtagelse er slægten Hemiscorpius, hvis gift er en cellegift (cytotoksin), der nedbryder cellevævet. Ca. 25 arter er dødelige for mennesker; det drejer sig især om arter i familien Buthidae, heriblandt slægterne Leiurus og Androctonus fra Nordafrika, Centruroides fra det sydlige USA og Mexico og Tityus fra Sydamerika.
Formeringen involverer en kompliceret parringsadfærd. Hannen overfører sin sæd indirekte, dvs. at han afsætter en sædpakke på et egnet underlag, og denne pakke overføres så til hunnens kønsåbning, når den føres hen over sædpakken. Hunnen føder 1-95 unger, og der er ofte længerevarende yngelpleje.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.