Sennepskrukker, kaldes efter formen også undertiden sennepskrus og sennepskander. De er til udrørt sennep og dukker op i slutningen af 1600-tallet. Man har dem i stentøj, fajance og porcelæn, men også saltglaseret keramik går an. Derimod har man næppe betjent sig af blyglaseret lertøj, da det danner giftige forbindelser sammen med eddiken i senneppen. Af samme grund måtte krukker af messing og kobber altid være med indvendig fortinning, og da sølv også angribes af eddike, valgte man gerne enten at forgylde sådanne sennepskrukker indvendig eller at udstyre dem med en indsats af glas, ligesom man naturligvis også havde rene glaskrukker til krydderiet. Der er mange forskellige former, miniaturedrikkekrus, små tøndeformer, trommer, vaser og urner, for at nævne nogle af de vigtigste. I empiren satte man stor pris på sennepskrukker med et gennembrudt korpus af sølv – måske som en kurv – og med en indsats af blåt glas.
Artiklen stammer fra Antikguiden, Gyldendal 2008.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.