lertøj

foregår ved opvarmning i en ovn. Når den formede og tørrede genstand af teglværks- eller pottemagerler opvarmes, uddrives vand og andre gasser, partiklerne gror sammen, nye mineraler dannes, partiel smeltning indtræder, porøsiteten aftager, og dimensionerne mindskes. Ofte er en porøsitet på 15-20% acceptabel, og ved de gængse lersorter optræder deformationer, hvis brændingen intensiveres yderligere. Maksimumtemperaturen vil ligge på 900-1100 °C afhængigt af lertypen.

Lertøj er siden oldtiden brugt i hjem og husholdning til bl.a. gryder, fade, potter, kar, kander og kakler. Siden middelalderen regnedes det for billigt køkkentøj i modsætning til tin, messing og kobber. Fra ca. 1160 kendes i Danmark blyglaseret lertøj og fra 1500-t. det mere dekorative bypottemageri. Det har ofte flerfarvede enkle dekorationer med bølgede linjer på begitningens rødbrune bund. Særlig kendt er 1700-1800-t.s landpottemageri, overtrukket med begitning i en lys bundfarve og med flerfarvede dekorationer i hornmaleri. Professionelle pottemagere stod for produktionen, der foruden i byerne var koncentreret i områder, som også havde en betydelig eksport, bl.a. egnen mellem Silkeborg og Århus. Desuden fremstilledes sortbrændt, uglaseret lertøj, jydepotter.

Industrialiseringen bevirkede, at køkkentøj overvejende blev fremstillet i andre materialer, men der fremkom også mindre lervarefabrikker som den i Knabstrup, Hjorths i Rønne og Kählers i Næstved. Flere af dem fik også en produktion, der var præget af kunsthåndværkere. I 1900-t. har lertøj fået funktion som eksklusive brugs- eller pyntegenstande, fremstillet af kunsthåndværkere. Om lertøj og dets historie i øvrigt, se keramik.