messing

Messing, kobber-zink-legeringer med op til 50 % zink og ofte små mængder af andre legeringsbestanddele. Mellem ¹/₄ og ¹/₃ af alt kobber anvendes i form af messing, der næst efter stål udgør den største gruppe teknisk anvendte legeringer. Messing er stærkere og hårdere end rent kobber og samtidig billigere. Legeringerne er desuden lettere at forarbejde, bl.a. ved støbning og spåntagning. De har generelt god korrosionsbestandighed.

Egenskaberne varierer meget med zinkindholdet og eventuelle tilsætninger. I praksis skelner man mellem tre hovedgrupper: blyfri messing, dvs. rene kobber-zink-legeringer, blyholdig messing og specialmessing, hvis egenskaber er forbedret med andre tilsætninger. Legeringerne i de to første grupper betegnes traditionelt Ms efterfulgt af et tocifret tal, der angiver kobberindholdet i procent. Blyfri messing med højt kobberindhold (80% eller mere) kaldes også tombak. Specialmessing har som regel særlige navne eller varemærker. I stigende grad bruges dog nu internationale kodenumre eller standardbetegnelser.

Afhængigt af zinkindholdet optræder messing i to former, α- og β-messing, med forskellig krystalstruktur og vidt forskellige egenskaber. α-messing med over 65 % kobber er smidigt og formbart ved almindelig temperatur, mens β-messing, der har 50-55 % kobber, er hårdere og må valses og smedes ved høj temperatur. De mest benyttede messinglegeringer er dog α-β-messinger med omkring 60% kobber og indeholdende begge krystalstrukturer.

Taget under ét forarbejdes og formgives messing ved alle metoder: støbning, smedning, valsning, ekstrudering, trådtrækning, dybtrækning, presning og spåntagende bearbejdning.