sakralt kongedømme

Artikelstart

Sakralt kongedømme, kongedømme, hvor kongen, ideologisk og i rituelle roller, anskues som guddommelig eller guddommeligt udnævnt og står som formidler mellem mennesker og guder. Sakrale konger har høje præstelige funktioner og tænkes at have betydning for trivsel og ligevægt i natur og samfund.

Disse træk kommer frem for alt til udtryk i kroningsritualer. En systematisk, tværkulturel sammenstilling af vigtige motiver i sådanne ritualer foretog A.M. Hocart (1883-1939) i 1927 i bogen Kingship. I religionsforskningen samledes interessen om følgende typiske træk: 1) Et rituelt kampdrama, hvor kongen sejrer over kaosmagterne. 2) Kongen udråbes til verdenshersker. 3) Kongens fremtidige retfærdige regering proklameres. 4) Kongen modtager sine værdighedstegn, fx en særlig dragt, scepter, krone. 5) Kongen gennemgår en rituel renselse eller salvning. 6) Kongen kaldes gudesøn. 7) Kongen sættes på gudens trone og får et tronnavn. 8) Kongen fejrer et "helligt bryllup" (hieros gamos) med en gudinde, hvis rolle kan spilles af dronningen.

Sakrale kongedømmer findes eller fandtes i mange kulturer; det japanske kejserdømme er op til vore dage et instruktivt eksempel. Fra slutningen af 1940'erne til langt op i 1960'erne stod debatten om sakralt kongedømme i de nærorientalske oldtidskulturer i centrum. Det hang sammen med ønsket om at belyse kongedømmets religiøse funktion i det gamle Israel og derigennem messiasmotivet i Det Nye Testamente. Nyere studier har rejst tvivl om det sakrale kongedømmes ideologiske side. Den egyptiske konges guddommelighed refererer fx udelukkende til hans rituelle roller. Udsagn om kongens guddommelighed er således næppe udtryk for hans undersåtters tro eller ideologi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig