søpindsvin

Hos de regulære søpindsvin sidder munden midt på undersiden (oralsiden), og på oversiden (aboralsiden) findes det såkaldte topfelt med gatåbning og fem plader med åbning til kønsorganerne. Sugefødderne er arrangeret i fem radiære rækker; gennem små porer i skalpladerne er de forbundet med vandkanalsystemet. I mundåbningen ses fem spidse tænder, som er en del af et kompliceret kæbeapparat, Aristoteles' lygte.

Hos de irregulære søpindsvin er den radiære symmetri brudt op; munden er forskudt fra oralsidens centrum mod en sekundær forende. Gattet er forskudt fra topfeltet nedad mod den sekundære bagende; kønsåbningerne findes stadig i topfeltet. Sugefødderne er begrænset til fem ovale områder på oversiden og fem radiære rækker på undersiden. De ovale felter med poreplader er omgivet af korte, tætstillede pigge, som danner et karakteristisk mønster, fx lyreformet hos stor sømus (Brissopsis lyrifera).

Søpindsvin findes fra tidevandszonen til ca. 4.000 m dybde. De regulære søpindsvin lever almindeligvis på hårdt substrat, hvor de græsser alger og smådyr. Modsat lever de irregulære søpindsvin på blød bund, ofte mere eller mindre nedgravet i sedimentet; de er overvejende sedimentædere.

Alle søpindsvin er særkønnede, og æg og sæd gydes frit i vandet. Af de befrugtede æg udvikles en fritsvømmende, cilieret larve, som ingen lighed har med den voksne. Enkelte arter har yngelpleje.

Søpindsvinenes historie går tilbage til tidlig Palæozoikum, men deres væsentligste udvikling foregik dog i Meso- og Kænozoikum. De ældste, primitive søpindsvin er fra Sen Ordovicium (480 mio. år før nu), bl.a. Aulechinus med mange pladerækker i interambulacralfelterne, men kun to i ambulacralfelterne, samt den gådefulde Bothriocidaris, der af nogle forskere henregnes til sin egen klasse af pighuder. De palæozoiske former havde generelt mere end 20 pladerækker, og skallen var mere bøjelig end hos de fleste nulevende former. De havde dog alle munden placeret centralt på skallens underside og gattet inden for topfeltet. Søpindsvinene udgjorde aldrig en væsentlig del af faunaen i Palæozoikum, og efter en nedgang hen imod periodens slutning kendes færre end ti arter fra Sen Karbon og Perm. I dette tidsrum dukkede de første egentligt regulære søpindsvin med 20 pladerækker op.

Ved slutningen af Palæozoikum på Perm-Trias-grænsen for 248 mio. år siden blev livet på Jorden ramt af en omfattende katastrofe, og kun ganske få søpindsvin overlevede ind i Mesozoikum. Disse var tilsyneladende alle af den strengt regulære type. I begyndelsen af Mesozoikum, i Sen Trias og Jura, oplevede søpindsvinene en opblomstring, hvor et væld af nye former og grupper opstod. Ud fra Miocidaris, en af de overlevende slægter, opstod Cidaroidea, en konservativ gruppe, der er bevaret næsten uændret til nutiden. Ud fra en anden overlevende, men endnu ikke fundet slægt opstod resten af de moderne søpindsvin, Euechinoidea. Denne gruppe er meget formrig sammenlignet med cidaroiderne, idet den omfatter både regulære og irregulære former.

De ældste euechinider levede som cidaroiderne oven på havbunden, men som en tilpasning til en mere gravende levevis ændredes skalformen fra at være regulær radiærsymmetrisk til at være irregulær bilateralsymmetrisk. Udviklingen indebar i første omgang, at gattet rykkede fra topfeltet ned på siden af skallen eller endog ind på undersiden, samt at piggene blev mindre. Andre udviklingstendenser medførte, at skallen blev aflang med en for- og en bagende. Hos mange grupper flyttede munden fremad, samtidig med at tandapparatet blev reduceret eller helt forsvandt. Hos nogle former blev dele af ambulacralfelterne bladformede med iltoptagende podier, og piggene blev specialiseret til den gravende levevis.

Udviklingen af de irregulære søpindsvin forløb hurtigt, og med undtagelse af Clypeasteroida var samtlige ordener til stede allerede ved begyndelsen af Jura for 170 mio. år siden. Clypeasteroiderne, der bl.a. omfatter de flade sanddollars, opstod først i Sen Kridt for ca. 100 mio. år siden. Deres udvikling tog først fart ca. 40 mio. år senere i Paleocæn. Det var dog ikke alle euechinider, der blev gravende og fik en irregulær skalform. Nogle former, heriblandt diademataceer og echininaceer, bevarede den regulære form og fortsatte med at leve oven på havbunden.

• pighuder