rytme (musikbegreb eller biologisk begreb)

Artikelstart

Rytme, umiddelbart fattelig leddeling (artikulering) af et sanset forløb, fx poesi, musik og dans. Artikuleringen kan være isorytmisk, dvs. med vægtpunkterne i lige store afstande, som når man læser eller synger verset Dánmark, déjligst Váng og Vǽnge. En sådan serie- eller kæderytme manifesterer et successivt forløbende metrum (se metrik). Forløbet kan koncentreres til momentant oplevede ordmotiver o.l., hvor det mere er delenes modsætning end deres gentagelse, der er væsentlig, såkaldt motiv- eller proportionsrytme. Man forbandt fra gammel tid rytme med hørte forløb, men ordet kunne også bruges om smukt afvejede proportioner i synsindtryk af fx et tempel eller en statue (eurhythmi). Moderne kunstkritik har taget begrebet synsrytme til sig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet rytme kommer via latin rhythmus fra græsk rhythmos 'afmålt bevægelse, proportion', afledning af indoeuropæisk *sreu- 'strømme, flyde'.

Musik

I musikken betegner rytme den måde, hvorpå de musikalske enkeltelementer forholder sig til hinanden i tid. Rytme betragtes på linje med melodi og harmoni som et af musikkens grundelementer. Den udfolder sig ofte i relation til en underliggende metrisk puls, taktarten, og det er især forholdet mellem disse to fænomener, der definerer musikkens betoninger. I europæisk musik har rytme og takt siden 1200-t. i hovedsagen været kendetegnet ved enkle talproportioner, dvs. to- og tredelte taktarter og rytmisk varighed i forholdet 1:2 eller 2:3. Dette princip kaldes divisiv rytmik. Andre kulturers musik, fx orientalske, samt megen kompositionsmusik fra 1900-t. er derimod præget af mere komplekse rytmiske strukturer med uregelmæssig afstand mellem de musikalske betoninger, såkaldt additiv rytmik. Det rytmiske element spiller en mere eller mindre fremtrædende rolle i forskellige tiders musik; fx er renæssancens korpolyfoni næsten uden rytmiske accentueringer, hvorimod barokmusik såvel som såkaldt rytmisk musik (jazz, rock) fra efter 2. Verdenskrig er kendetegnet af en meget markant og pulserende rytmik. Se også rytmik.

Biologi

I biologien bruges rytme i forbindelse med regelmæssigt tilbagevendende ændringer i levende organismers livsprocesser, fx stofskifte og adfærd. Eksempler på biologisk rytme er planters og dyrs døgnrytmer, kvindens ægløsning (månedsrytme) og fugles træk (årsrytme). En biologisk rytme kan ofte forklares som en tilpasning til årstidernes skiften eller andre rytmiske ændringer i omgivelserne, fx daglængde, lysintensitet eller månefase.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig