rytme (musikbegreb eller biologisk begreb)

I musikken betegner rytme den måde, hvorpå de musikalske enkeltelementer forholder sig til hinanden i tid. Rytme betragtes på linje med melodi og harmoni som et af musikkens grundelementer. Den udfolder sig ofte i relation til en underliggende metrisk puls, taktarten, og det er især forholdet mellem disse to fænomener, der definerer musikkens betoninger. I europæisk musik har rytme og takt siden 1200-t. i hovedsagen været kendetegnet ved enkle talproportioner, dvs. to- og tredelte taktarter og rytmisk varighed i forholdet 1:2 eller 2:3. Dette princip kaldes divisiv rytmik. Andre kulturers musik, fx orientalske, samt megen kompositionsmusik fra 1900-t. er derimod præget af mere komplekse rytmiske strukturer med uregelmæssig afstand mellem de musikalske betoninger, såkaldt additiv rytmik. Det rytmiske element spiller en mere eller mindre fremtrædende rolle i forskellige tiders musik; fx er renæssancens korpolyfoni næsten uden rytmiske accentueringer, hvorimod barokmusik såvel som såkaldt rytmisk musik (jazz, rock) fra efter 2. Verdenskrig er kendetegnet af en meget markant og pulserende rytmik. Se også rytmik.

I biologien bruges rytme i forbindelse med regelmæssigt tilbagevendende ændringer i levende organismers livsprocesser, fx stofskifte og adfærd. Eksempler på biologisk rytme er planters og dyrs døgnrytmer, kvindens ægløsning (månedsrytme) og fugles træk (årsrytme). En biologisk rytme kan ofte forklares som en tilpasning til årstidernes skiften eller andre rytmiske ændringer i omgivelserne, fx daglængde, lysintensitet eller månefase.