Reklamesammenligning er en reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer og tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent. Budskabet skal være korrekt og relevant, og det skal ske loyalt for at være lovligt. Det må ikke kritisere, latterliggøre eller omtale konkurrentens produkter på en nedsættende måde (misrekommandering).

Betingelserne for en lovlig, sammenlignende reklame er reguleret af Markedsføringslovens § 21. Sammenlignende reklame, er tilladt efter Markedsføringsloven, når sammenligningen:

  1. ikke er vildledende,

  2. angår produkter , der opfylder samme behov eller tjener samme formål,

  3. er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,

  4. ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn eller produkter,

  5. ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,

  6. for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme betegnelse,

  7. ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og

  8. ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig