Varemærke, oprindelig et mærke på selve varen, ofte i form af et stiliseret billede, der tilkendegav, hvem der havde fremstillet varen. I nutiden kan varemærker bestå af alle arter af tegn, der har et sådant særpræg, at de er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheder, navnlig ord, bogstaver, tal, figurer, vareudstyr, dufte og lyde. Ordmærkerne er de dominerende, idet de både kan ses og høres og derfor er de bedst egnede til reklamebrug. Varemærker kan være såvel producentmærker som handelsmærker. Sidstnævnte er mærker, der påsættes eller anvendes af de handlende, som regel de store detailhandelskæder, og producenten forbliver herved anonym.

Varemærkeret

er en lovbestemt eneret til at benytte et bestemt tegn i forbindelse med udøvelsen af erhvervsvirksomhed. Varemærkeretten kan spores langt tilbage i retshistorien, idet varemærker har en vis forbindelse med oldtidens produktions- og handelsmærker. I nutiden har varemærkeretten stor økonomisk betydning, idet mange varer afsættes på basis af forbrugernes kendskab til og forkærlighed for bestemte varemærker, til dels beroende på producenternes eller forhandlernes massive reklameaktivitet. Varemærkeretten er således en vigtig del af afsætningsmekanismen, og de stærkt indarbejdede varemærker, fx Coca-Cola, LEGO, Mercedes og IBM, har i sig selv en meget betydelig markedsværdi.

Varemærkeretten yder beskyttelse mod, at andre erhvervsdrivende benytter et forretningskendetegn, der kan forveksles med et varemærke. Forvekslelighed forudsætter normalt, dels at mærkerne ligner hinanden, dels at de vedrører ensartede eller beslægtede varegrupper eller tjenesteydelser. Undtagelsesvis kan man dog kræve beskyttelse også for helt artsfremmede varer, men det forudsætter, at man har et varemærke, der er velkendt, og at andenmands brug vil skade eller medføre en utilbørlig udnyttelse af mærkets særpræg eller renommé.

Varemærkeret kan i Danmark erhverves ved såvel registrering som benyttelse alt under forudsætning af, at mærket har det fornødne særpræg. Registrerede rettigheder skal fornys hvert tiende år, men der er i øvrigt ingen tidsgrænse for beskyttelsen. Retsbeskyttelsen forudsætter dog, at der gøres reel brug af mærket, og man mister således sin ret, hvis det ikke har været i brug i fem år.

Inden for EU er der sket en stærk harmonisering af den europæiske varemærkeret, således at der gælder ensartede regler i hele unionen. Der er også etableret en fælles varemærkemyndighed (OHIM), hvor man kan få registreret varemærker med gyldighed for samtlige medlemslande. Den er placeret i Alicante i Spanien. På internationalt plan nyder varemærkerne beskyttelse i henhold til Pariserkonventionen og WTO. Gennem de såkaldte Madridsystemer kan man via WIPO i Genève opnå international varemærkeret i et betydeligt antal lande, hvilket er af stor betydning for virksomheder med en omfattende udenrigshandel.

Krænkelse af varemærkeretten imødegås ved forbud, medfører erstatningsansvar og kan også straffes. Det er dog kun i de grovere tilfælde, at der rejses straffesag, fx ved såkaldt pirateri, hvor internationalt arbejdende bander foretager professionelle varemærkekrænkelser i forbindelse med vareforfalskninger o.l.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig