rødspætte

Rødspætte (Pleuronectes platessa).

.

Nyfanget rødspætte med tydelige rustfarvede pletter.

.

Artikelstart

Rødspætten er en fladfisk i flynderfamilien (Pleuronectidae). Den har oftest rustfarvede pletter, men kendes bedst fra lignende fladfisk på en række benknuder bag øjnene.

Faktaboks

Etymologi
2. led kommer af spætte 'farvet plet', som er en afledning af middelnedertysk spat 'plet', nederlandsk spatje 'stænk'.
Også kendt som

Pleuronectes platessa

Den er udbredt fra Middelhavet og langs Europas kyster til Svalbard, Island og Grønlands sydspids. Rødspætten er almindelig i danske farvande, hvor den lever på bunden fra kysten ud til 200 meters dybde. Den maksimale længde er 1 m med en vægt på 6-7 kg; normalt bliver den omkring 30-40 cm lang. Føden består hovedsagelig af muslinger og børsteorme.

Gydningen foregår på dybt vand om vinteren og i det tidlige forår. Æggene er pelagiske og klækkes efter et par uger. Larverne trækker i løbet af en måneds tid mod kysten, hvor de bundfældes ved en størrelse på ca. 15-20 mm. I forbindelse med bundfældningen lægger de sig på siden, og der sker en række ændringer i bl.a. kraniet, således at den karakteristiske fladfiskeform fremkommer. En rødspætte lægger sig på venstre side med højre side opad og er således højrevendt.

Fiskeri

Rødspætten er en vigtig konsumfisk og en af de økonomisk vigtigste arter for dansk fiskeri. Den fiskes i stort set alle danske farvande med undtagelse af den østlige Østersø. De største fangster tages i Nordsøen, hvor den er talrig på de udstrakte sandarealer. Vigtigste fangstredskab er trawl, men også garn anvendes i nogen udstrækning, især i de kystnære farvande. Bomtrawl benyttes især af hollandske fiskere i Nordsøen. De danske fangster var i 2013 ca. 29.000 tons. Fiskeriet er reguleret med kvoter bestemt af EU-Kommissionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig