Saturn. Fotografi af Saturn, optaget af rumsonden Voyager 1 i 1980 i en afstand af 106 mio. km. Tre af Saturns måner er synlige: Enceladus (tv. for ringene), Dione (under Saturn) og Tethys (yderst th.). Cassinis deling kan ses som et mørkt bånd i ringene, og på Saturns nordlige halvkugle ses lyse og mørke strømningsbånd i atmosfæren. Saturn er den fjerneste af de i oldtiden kendte planeter og dermed den langsomste i sin bevægelse på stjernehimlen. I den aristoteliske kemi blev den derfor identificeret med det langsomt reagerende og kedeligt udseende metal bly.

.

Planet, himmellegeme af en vis størrelse, der kredser omkring en stjerne. For at regnes for en planet skal himmellegemet være så stort, at tyngdekraften bestemmer dets overordnede form, dvs. at det er omtrent kugleformet; ofte sættes grænsen ved en radius på ca. 1000 km. På den anden side må himmellegemet ikke være så stort, at der foregår eller har foregået kernefusion i dets indre.

Faktaboks

Etymologi
Ordet planet kommer af latin planeta, af græsk planetes 'omvandrende', afledt af planan 'flakke om'.

I 2006 vedtog den Internationale Astronomiske Union (IAU) en mere nøjagtig definition af Solsystemets planeter. Fremover kaldes et himmellegeme i Solsystemet for en planet, hvis det 1) er i omløb om Solen, 2) er stort nok til, at dets egen tyngde har gjort det næsten kugleformet, og 3) er det dominerende objekt i omegnen af sin bane og har ryddet denne omegn for andre himmellegemer. Med denne definition er Pluto ikke længere en planet; den vil i fremtiden betegnes dværgplanet i lighed med bl.a. asteroiden Ceres og et antal himmellegemer, der i de senere år er opdaget hinsides Neptun. Dermed er der otte planeter i Solsystemet: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Også omkring andre stjerner, bl.a. β-Pictoris, er der observeret planetsystemer, om end man endnu ikke kan adskille de enkelte planeter i teleskoper. Formentlig er det ikke usædvanligt for stjerner på størrelse med Solen at udvikle planetsystemer.

Skematisk oversigt over dannelsen af planeterne i Solsystemet.

.

Dannelse

Solsystemet blev dannet ved, at en sky af interstellart stof trak sig sammen under indflydelse af sin egen tyngdekraft. I midten af skyen dannedes Solen, mens den sky af støv og gas, kaldet nebulaen, der omgav den, efterhånden spaltedes op i koncentriske bånd, der hver især udviklede sig til at blive en planet. Dannelsen foregik for ca. 4,5 mia. år siden. I det indre Solsystem fra Merkur til Mars bevirkede Solens begyndende udstråling, at letfordampelige stoffer blev drevet ud. Solvinden førte dem ud i det ydre Solsystem (fra Jupiter til Pluto), hvor de atter fortættedes. Solsystemets planeter falder derfor i to hovedgrupper: de terrestriske planeter, der er klippeplaneter som Jorden, og de jovianske planeter, der er store gasplaneter som Jupiter. Pluto falder til en vis grad uden for denne opdeling. Se også Solsystemet.

Udvikling

Planet er har fået deres græske navn ('omvandrende'), fordi de flytter sig på nattehimlen i forhold til fiksstjernerne. 1 De tre lysstærke himmellegemer, der næsten ligger på linje, er fra venstre Mars, Jupiter og stjernen Regulus i stjernebilledet Løven. Billedet er taget 5/6.5.1980. 2 Samme udsnit af nattehimlen to dage senere. Det er tydeligt, at Mars har flyttet sig. Da Jupiter er længere væk fra Jorden end Mars, bevæger den sig langsommere over himlen.

.

Ved samlingen af planeterne blev der frigjort store mængder potentiel energi, der sammen med tilstedeværelsen af kortlivede radioaktive isotoper opvarmede planeternes indre til flere tusinde grader. Herved smeltede de tungtfordampelige FeNi- og FeS-forbindelser, og det tunge, smeltede metal koncentreredes i planetens centrum. Dette gav anledning til den opdeling mellem en metalkerne og en silikatkappe, som alle planeter, de fleste måner og mange asteroider har.

På de terrestriske planeter foregik en yderligere opsmeltning af kappen, hvorved skorpen dannedes. Atmosfærer og oceaner er dannet dels af de tiloversblevne letfordampelige forbindelser, dels af senere nedslag af kometer og meteoritter.

Måner og ringe

De fleste af Solsystemets planeter har en eller flere måner. Månerne kan som Jupiters og Saturns store måner være dannet i samme proces som planeten, eller de kan være indfangne asteroider som Mars' to måner og flere af de jovianske planeters måner; mht. Jordens måne, se Månen.

Fire af planeterne i Solsystemet har ringe: Jupiter, Saturn, Neptun og Uranus. Kun Saturns, der er de klart flotteste, blev opdaget fra Jorden; de øvrige blev opdaget af Voyager-sonderne. En planetring består af partikler i alle størrelser fra få mikrometer til et par meter i diameter. Partiklerne følger elliptiske baner omkring moderplaneten. Alle de kendte ringe befinder sig inden for Rochegrænsen, som er den mindste afstand, en måne kan befinde sig i uden at blive revet i stykker af planetens tidefelt. Ringene er derfor formentlig dannet ved, at en måne er kommet for tæt på moderplaneten og derefter er blevet knust.

Udforskning

Indtil 1960'erne var udforskningen af planeterne baseret på teleskopobservationer fra Jorden. Ved spektralanalyser kunne man få visse oplysninger om planeternes sammensætning, men planetforskningen tog først for alvor fart med opsendelsen af rumsonder. Alle Solsystemets planeter undtagen Pluto samt Månen er blevet udforsket, og man har bl.a. fået viden om sammensætning og struktur af planeternes atmosfærer, overflade og indre. Studiet af meteoritter, der er faldet på Jordens overflade, kan også give vigtige oplysninger om Solsystemets og planeternes dannelse.

Læs også om planeter uden for Solsystemet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig