oversættelse

Den ideelle oversættelse formidler præcist såvel udgangstekstens indhold, herunder mening og budskab, som dens særlige æstetiske, intellektuelle og følelsesmæssige træk. I praksis vægtes disse hensyn forskelligt alt efter tekstens art, målgruppe og formål.

I fagsproglige oversættelser som juridiske og tekniske beskrivelser prioriteres den indholdsmæssige præcision højt, og oversætteren bestræber sig mht. form og æstetik ofte på at respektere målsprogets normer for den pågældende teksttype snarere end på at gengive forlæggets stil præcist.

Ved litterær oversættelse tilstræber de fleste en oversættelse, der modsvarer udgangstekstens grad af normalitet eller særpræg, dvs. at oversættelsen så vidt muligt ikke er præget af originalsprogets sætningsbygning eller stående vendinger mv. Andre arbejder dog ud fra det princip, at udgangstekstens sprog skal være synligt i oversættelsen, og at det ikke alene er nærmest umuligt, men også en slags forfalskning at prøve at få en oversat tekst til at se ud, som om den oprindelig er skrevet på målsproget. Begge "skoler" er enige om, at oversættelsens læser skal have fortalt samme historie og have samme muligheder for oplevelser af følelsesmæssig og intellektuel art, fx præsenteres for de samme pointer, undre sig over de samme flertydigheder og møde de samme sproglige og stilistiske virkemidler.

Den formidling, der sker gennem en oversættelse, er ikke bare sproglig og stilistisk, men også i høj grad af kulturel karakter, idet oversætteren må tage højde for, at hans læsere ikke har samme baggrundsviden som udgangstekstens læsere, især hvor der er tale om forskelle ikke alene mht. sted, men også i tid. I teorien findes der ikke uoversættelige værker. Alt, hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, kan i teorien også tænkes og udtrykkes på et andet. I praksis kræver oversættelse af visse tekster dog så mange kompromiser og så megen kreativitet, at der snarere er tale om gendigtning eller et selvstændigt værk med udgangspunkt i den oprindelige fremmedsprogede tekst; grænserne mellem disse kategorier er flydende.

Til tolkning stilles principielt samme krav som til skriftlig oversættelse. De særlige arbejdsvilkår, først og fremmest tidspresset, gør imidlertid, at tolken ofte må vælge at formidle, hvad der siges, frem for hvordan det siges.

Ved konsekutiv tolkning hører tolken udgangsteksten og gengiver den derefter på målsproget, fx som dialogtolkning, dvs. oversættelse af de to samtaleparters udsagn, eller som foredragstolkning, hvor tolkningen omfatter længere sekvenser, fx 5-10 min ad gangen eller mere.

Ved simultantolkning foregår tolkningen, samtidig med at udgangsteksten høres. Tolken påbegynder sin gengivelse, umiddelbart efter at den talende er begyndt at sige noget, og tolken følger så efter med nogle få sekunders afstand.

Der stilles omtrent samme krav til undertekstning af film og andre billedmedier som til litterær oversættelse. Teksterne skal følge filmens tale, men da der kun er plads til et begrænset antal bogstaver ad gangen, og da teksten skal stå i et vist tidsrum for at kunne opfattes, må der prioriteres, men med baggrund i billedsiden behøver visse dele ikke at blive oversat. Til gengæld kan sproglige billeder, ordspil mv., der henviser direkte til det, der ses på billedet, ikke uden videre ændres til deres danske ækvivalent. Det samme gælder i oversættelser af tegneserier eller billedbøger.

• fagsprogsoversættelse
• maskinoversættelse
• sprog
• translatør