Nyre. Til venstre: indre anatomi vist på en gennemskåret nyre. Til højre: nyrernes placering hos mennesket, set forfra. De ligger bagest i bughulen og er beskyttet af de nedre ribben mod stød bagfra.

.

Nyren er et kirtelorgan af betydning for udskillelse af affaldsstoffer, væsentligst nitrogen, og for legemets salt- og vandbalance via dannelse af urin. Nyren producerer desuden hormoner, som regulerer blodcelledannelse og blodtryk.

Faktaboks

Etymologi
Nyre hedder på latin ren, på græsk nephros.

En egentlig nyre ses kun hos hvirveldyr; se også ekskretionsorganer. Nyrens grundudformning er ens hos alle arter med Bowmans kapsel som den basale funktionelle enhed, men udførselsgangene fra nyren forløber forskelligt, idet de hos fisk, padder, krybdyr og fugle udmunder i kloakken, mens de hos de fleste pattedyr udmunder som selvstændige urinrør på legemsoverfladen.

Anatomi

Nyre. Hver nyre indeholder millioner af nefroner, nyrens funktionelle enheder. Urindannelsen indledes i nyrebarken, hvor en tilførende arteriole danner et kapillærnet, hvorfra væske fra blodet siver ind i Bowmans kapsel og videre i et rørsystem, tubulus. Selve blodet forlader kapillærnettet via den fraførende arteriole. Først løber den proximale tubulus stærkt snoet i barken: Her genoptages nyttige stoffer og væske til blodet. I nyremarven er tubulus rettet ud, og dens væg tyndere. Et stykke nede i marven bøjer tubulus og løber tilbage mod barken, den såkaldte Henles slynge. Her udveksles vand og salt med marvens væv. I barken er den distale tubulus atter snoet, og den passerer tæt forbi blodkarrene og videre mod et samlerør, som løber ned i marven og udtømmer urinen i nyrebækkenet. I den distale tubulus og samlerøret bliver urinen sur og opkoncentreres. Flere nefroner benytter samme samlerør.

.

Mennesket har som de fleste andre hvirveldyr to nyrer, men den ene kan mangle, uden at det medfører gener. De er som regel lige store og findes i lænderegionen på hver side af rygsøjlen, lige under mellemgulvet og bagest i bughulen. De er bønneformede, rødbrune, vejer hver ca. 150 g og måler 3 cm×6 cm×12 cm (tykkelse, bredde og længde). Konsistensen er fast og elastisk. Selvom de er omgivet af en fedtkapsel og flere bindevævslag samt delvis beskyttet af de nederste ribben, er nyrerne sårbare for skader ved fx trafikulykker og slag mod lænden.

Nyren består af et vævslag, som omgiver et rum (sinus), hvori nyrebækkenet (pelvis renis) og blodkarrene til og fra nyren findes.

Vævslaget kan deles i et ydre barklag, som udgør ca. 1/3 af tykkelsen, og et indre marvlag. I barken findes de 1 mm store nyrelegemer, som der er ca. 1 mio. af hos mennesket. Det er her, urinen dannes, idet der i legemerne findes et blodkarnøgle af kapillærer, hvorfra væske fra blodet filtreres ud i en blære, Bowmans kapsel, som er omgivet af epithelceller. Kun væske og lavmolekylære stoffer kan passere væggen (som består af endothelceller, basalmembran og epithelceller) mellem kapillærerne og blæren.

Urinen løber fra blæren ud i et 4-6 cm langt rør (tubulus), gennem hvilket urinen ledes til urinbækkenet. Den første del af røret er beklædt med fysiologisk meget aktive, høje epithelceller og løber stærkt snoet fra barken ned i marven. I denne del af røret tilbageføres mange nyttige stoffer til blodet, fx glukose, aminosyrer og salte, samt det meste af den tidligere udskilte væske.

Nyremarven er udformet som pyramider — 5-15 stykker hos mennesket — hvis brede ende (basis) vender ud mod barken, og hvis spids (papillen) trænger ind i nyrebækkenet. Idet den snoede tubulus fra barken når marven via pyramidebasis eller -side, bliver tubulus ligeforløbende, og epithelcellerne i væggen aftager i højde. Tubulus løber ned mod pyramidespidsen, men inden denne nås, bøjer den om (som en hårnål) og løber tilbage i barken mod det nyrelegeme, den kom fra. Under forløbet i marven sker salt- og vandudveksling med det omgivende væv, således at urinen bliver mere og mere koncentreret.

Under tilbageløbet til barken tiltager epithelcellerne atter i højde, og tæt ved nyrelegemet indgår cellerne i et kompleks med celler i blodkarrenes væg. I cellekomplekset dannes hormonet renin, som har betydning for blodtryksreguleringen. Herfra løber tubulus tilbage mod marven, idet flere tubuli løber ind i samlerør, som via marven når til papillen og udtømmer sig i nyrebækkenet. I samlerørene sker den endelige koncentrering af urinen, der via nyrebækkenet føres til urinlederen. Mens det er væsketryk, som fører urinen gennem nyren, er det muskelsammentrækninger (peristaltiske bevægelser) i urinlederen, som transporterer urinen til urinblæren.

Blodkarforsyning

Nyren modtager gennem sinus en stor mængde blod fra legemspulsåren via nyrearterien. I nyren fordeles det arterielle blod via flere grene, som løber ud i barken, hvor der sendes mindre arterioler til nyrelegemerne. Mange af arteriolerne løber videre til marven i et lige forløb langs tubuli, og efter at have dannet kapillærer har de også et lige forløb tilbage mod barken som vener: Dette forløb er af afgørende betydning for vand- og saltskiftet. Fra barken løber venerne tilbage til sinus og videre til den nedre hulvene.

Udvikling

Nyrerne anlægges i bindevævet bagtil i fostrets krop i den såkaldte nyredannende (nephrogene) streng. De gennemløber en lang udvikling, som til dels afspejler nyrens evolutionshistorie. Først dannes en "fornyre", som bibeholdes hos fx fiske- og paddelarver. I menneskefostret tilbagedannes fornyren, men udførselsgangen til kloakken bevares. I stedet anlægges en "urnyre", som bruger fornyrens udførselsgang, og som fungerer en tid i menneskefostret; denne forbliver den fungerende nyre hos de fleste fisk og padder.

Hos krybdyr-, fugle- og pattedyrsfostre ophører urnyren med at fungere efter kort tid, men flere dele af den samt dens udførselsgang bibeholdes i dannelsen af især de mandlige indre kønsorganer. Den endelige nyre anlægges i bindevævet neden for urnyren, i fostrets bækken. Samtidig dannes en ny udførselsgang, som skyder sig op fra den nedre del af urnyrens udførselsgang og mødes med nyreanlægget. I sidste del af fostertilværelsen forskydes nyren opad til sin endelige placering i lænderegionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig