miljøplanlægning

Miljøplanlægning, planlægning af, hvordan vore omgivelser skal bruges og beskyttes, hvilket er et vigtigt led i den danske miljøbeskyttelse. Især har den såkaldte recipientkvalitetsplanlægning haft stor betydning for indsatsen mod forureningen af vandområder. Udgangspunktet er en vurdering af, hvad et vandområde, fx en fjord, kan tåle af spildevand og andre miljøpåvirkninger, hvad samfundet vil bruge området til, og hvilken indsats der skal sikre, at den ønskede miljøkvalitet kan opfyldes. Disse forhold skal afvejes, og den endelige beslutning er en politisk afgørelse, der indtil udgangen af 2006 er truffet af det pågældende amtsråd som et led i regionplanerne. Fra og med 2007 varetages disse opgaver af staten (se miljøcenter), idet recipientkvalitetsplanlægningen vil blive erstattet af planlægning efter Miljømålsloven, som er baseret på EUs vandrammedirektiv.

Tidligere vurderede man omfanget af fx spildevandets rensning for organiske stoffer og næringssalte (kvælstof og fosfor) ud fra, hvor robust vandområdet er, dvs. hvad det kan tåle af forurenende stoffer, der kan omsættes i naturen, fx nitrat. De miljøfremmede stoffer, fx kviksølv, skal i videst muligt omfang stoppes, før de kommer ud i omgivelserne. Det sker dels ved at rense dem fra ved kilden, dels ved i bl.a. produktionsvirksomheder at erstatte dem med mindre farlige stoffer (se renere teknologi). I den danske miljøbeskyttelses første år mente man, at de åbne havområder kunne tåle spildevandets næringsstoffer, mens man var klar over, at fosfor kunne skade søer og fjorde. Rensningsgraden var altså defineret af, hvad vandområdet kunne tåle. Med Vandmiljøplanen (1987) kom der imidlertid bestemte grænser for, hvor meget forurenende stof der må være i det spildevand, der ledes ud. Det er i sig selv ikke en garanti for, at man opnår den ønskede miljøtilstand, men det er et mål, der er lettere at administrere. Fx er målet for landbrugets kvælstofudvaskning på 50% reduktion nået uden sikkerhed for, at det er tilstrækkeligt til at sikre miljøet (se vandmiljøplaner og landbrug (forurening)).

Planlægning af vandløbs miljøkvalitet har bygget på et detaljeret system, hvor vandløbene i regionplanerne fik tildelt målsætninger for deres fremtidige kvalitet og anvendelse. Målsætningerne afspejler dels de naturgivne muligheder for at sikre en ønsket vandløbskvalitet, dels hvad man vil bruge vandløbet til. Målsætningerne, der kunne revideres i regionplanen, falder i tre grupper: skærpet målsætning, basismålsætning og lempet målsætning (se vandløb). Vandløb med skærpet målsætning er fx særlig værdifulde naturvandløb. I vandløb med basismålsætning skal generelt sikres så god kvalitet, at der kan leve fisk. Vandløb med lempet målsætning kan fx være okkerbelastede vandløb. For alle vandløb kræves det, at vandet skal opfylde visse renhedsgrader. I basisvandløb skal der fx være faunaklasse 5 eller renere (se forureningsbedømmelse). Endnu i 2005 opfyldte godt halvdelen af vandløbene, især de små, ikke disse krav. Ud af Danmarks ca. 64.000 km vandløb, hvoraf omkring halvdelen er kunstige grøfter og kanaler, har de 24.000 km målsætninger for vandløbskvaliteten.

Vandrammedirektivet, der med Miljømålsloven blev indarbejdet i dansk miljøpolitik i 2003, vil afløse recipientkvalitetsplanlægningens målsætninger. Amterne har gennemført en basisanalyse, der skal vurdere konsekvenser og muligheder for at nå 2015-målene i vandrammedirektiverne: god økologisk kvalitet. Det er ikke nødvendigvis det samme, som at de skal være upåvirkede af menneskelig aktivitet. Dvs. at de biologiske forhold i vandområderne kun må afvige lidt fra den tilstand, der ville have været, hvis ikke der var forurening og andre menneskelige påvirkninger. I Danmark har vi foreslået, at de skal opfylde en faunaklasse på 5 eller bedre. Det er dog usikkert, om et sådant mål er tilstrækkeligt, idet det fx ikke tager hensyn til bestanden af fisk eller til plantevækstens kvalitet. Et væsentligt træk er, at man med Vandrammedirektivet går væk fra vandmiljøplanernes faste reduktionsmål og tilbage til de oprindelige krav om, at indsatsen skal afstemmes efter den kvalitet, man vil opnå.

Efter strukturreformen 2007 er amternes overordnede natur- og miljøplanlægning overgået til Miljøministeriets seks miljøcentre. Staten (miljøministeren) skal udarbejde vandplaner (og Natura 2000-planer). I denne forbindelse er landet inddelt i fire vanddistrikter (se Vandrammedirektivet). I disse planer, som bygger på amternes basisanalyse, skal der udarbejdes målfastsættelse og et indsatsprogram, der giver retningslinjer for kommunernes handleplaner for opfyldelse af målene. 22.12.2009 skal vandplaner og Natura 2000-planer og indsatsprogram være vedtaget. Inden kommer der en idéfase (fra 22.6.2007), hvor alle berørte parter, også borgere og organisationer, kan medvirke.

Det er de 98 nye kommuner, som skal føre både vandplanerne og Natura 2000-planerne ud i livet. De kommunale handleplaner skal som hovedregel være vedtaget senest 22.12.2010, og indsatsprogrammerne skal være sat i gang senest 22.12.2012. Fristen for at miljømålene for vand bliver opfyldt, er 22.12.2015.

De fem administrative regioner, Danmark nu er delt ind i, har kun få opgaver inden for natur og miljø, bl.a. jordforurening og råstofudvinding, fx grusgrave. De har også høringsret til vand- og Natura 2000-planerne, og regionerne skal i idéfasen koordinere de kommunale forslag.