Marsk (forkortet af marskal) er en ældre nordisk betegnelse for rigsembedet som militær øverstbefalende.

Marsken i middelalderens Danmark

Marsken var oprindelig i 1100-tallet en fyrstelig staldembedsmand tilknyttet hirden, men blev i højmiddelalderen kongens øverste hærfører, der også havde ansvar for de militære opgaver, som ikke blev løst gennem det almene folkeopbud.

Skiftet til opfatte marsken som øverste hærfører ser ud til at have fundet sted senest under Valdemar 2. Sejr, dvs. i begyndelsen af 1200-tallet, Berømt er Marsk Stig (1230-1293), som i 1287 var med i den gruppe mænd, der blev dømt fredløse for mordet på Erik Klipping i 1286.

I Sverige nævnes marsk første gang i 1268, mens embedet ikke er kendt i Norge.

Under kong Oluf 2. blev titlen udvidet til "vor og vort riges marsk", og fra 1536 benyttedes titlen rigsmarsk, det højeste embede efter rigshofmesteren og den kongelige kansler. Efter Anders Billes død 1657 besattes embedet ikke, og det forsvandt med enevældens indførelse. I Sverige var Carl Gustav Wrangel (død 1676) den sidste rigsmarsk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig