Rigsembedsmænd, i Skandinavien især de øverste embedsmænd under rigsrådskonstitutionalismen, dvs. fra senmiddelalderen til 1600-t. Rigsembederne var opstået ved hoffet eller hirden, men fra 1200-t. fik indehaverne politiske, administrative og juridiske opgaver, der ændrede dem fra at være kongens mænd til mere at blive rigets repræsentanter, som også kontrollerede kongens magtudøvelse. I Sverige optrådte i regeringsformen af 1634 en riksdrots, riksmarsk, riksamiral, rikskansler og riksskattmästare samt fire lavere rigsembedsmænd; i Danmark fandtes fra Valdemarstiden en drost, en marsk, en kammermester og en kansler og fra 1536 en rigshofmester, kongens kansler og rigsmarsken. Hertil kom i 1576 en rigsadmiral, og i 1646 fik rigens kansler rang blandt rigsembedsmændene. Bortset fra kongens kansler havde rigsembedsmændene ikke egne ekspeditionskontorer og ikke klare instrukser og ressortgrænser, så indehaverne prægede embederne, der besattes med adelige, oprindelig valgt af kongen, men fra 1648 efter indstilling fra rigsrådet (se rigsråd).