møbler

Møbler, bohave, der er udformet for at opfylde en lang række behov i hverdagslivet. Efter deres funktion kan de inddeles i gemmemøbler til opbevaring af ting (kister, skabe og skuffemøbler), hvilemøbler til at sidde eller ligge i (bænke, stole, sofaer og senge) samt borde, reoler og hylder til placering af ting.

Møbler er som regel flytbare (løsøre), men kan også være udformet, så de indgår i en fast sammenhæng (nagelfast) med bygning, underlag e.l., fx alkover.

Grundtyper som bord, stol, seng og kiste blev udviklet i oldtiden, og siden har skiftende behov og moder frembragt en lang række variationer og særformer.

Særlig i 1700-t. blev der skabt talrige nye møbeltyper, fx kommoden, chatollet og lænestolen. Man begyndte også at udforme sammenhørende møbler, og med empiren udvikledes møblementer, møbler i samme stil og med samme dekoration, fx dagligstuens sofa med bord og tilhørende stole.

I løbet af 1800-t. blev hele spisestuer også almindelige. I første halvdel af 1900-t. indrettede de fleste sig med møblementer; mange blev fremstillet på møbelfabrikker, hvilket betød en billiggørelse.

Funktionalisterne tog afstand fra denne form for møblering og udviklede i stedet enkeltmøbler og små møbelgrupper til forskellige formål. Disse indretningsidéer slog dog først igennem senere. I 1900-t. har man fremstillet særlige børnemøbler og funktionelle arbejdsmøbler, bl.a. til kontorbrug.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig