Arne Jacobsens sofa 'Svanen', designet i 1958
Af //Ritzau Scanpix.

En sofa er et siddemøbel til flere personer. Ligesom divanen og ottomanen er sofaen inspireret af de lave, især tyrkiske siddemøbler, der overvejende består af tæppedækkede madrasser og puder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer via fransk fra tyrkisk sofa 'forhøjning dækket med tæpper, (gennem)gang', som igen er lånt fra arabisk suffa 'afsats, hylde, bænk'.

Sofaen, der kendes i Europa fra 1700-tallet, bestod af et skelet af træ (senere af metal), der blev polstret og betrukket. Den fortrængte i anden del af 1800-tallet de forskellige, ofte lettere siddemøbler, der var kommet frem i 1700-tallet.

Siden har sofaen været hovedstykket såvel i borgerskabets faste møblement som i en nyere, uformel interiørstil, både med mere liggende varianter til fx tv-kigning, i daglig tale flydere, og, især tidligere, mere opretsiddende varianter til kaffebordet. Et eksempel den sidste variant kunne være Getama Ge-240 tegnet af Wegner. En sovesofa har udtræk eller anden anordning til omdannelse af møblet til seng.

Overgangen til fra sofa til ottoman og divan er glidende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig