Bord. Egetræsbord med udtræk, kraftige udskæringer i bruskbarok og spiralsnoede kugleben; Danzig (Gdansk), 1650-75, Kunstindustrimuseet. Under den store bordplade ligger to mindre plader, som kan trækkes ud i hver sin ende og gøre bordet næsten dobbelt så langt, såkaldt hollandsk udtræk.

.

Bord. Klapbord af mahogni med claw and ball-fødder; England, ca. 1750, Kunstindustrimuseet. Bordet er forsynet med en enkelt klap, der støttes af et ben, som drejes ud fra stellet. Benene ender i en klo, der griber om en kugle, og heraf kommer den engelske betegnelse for fødderne.

.

Bord. Bakkebord af bemalet træ med bakke (blad) af fajance, dekoreret i blåt med kineserier; Sverige, ca. 1750, Kunstindustrimuseet. Bordet var meget populært i 1700-t.s Nordeuropa og blev benyttet til mindre måltider og til nogle af tidens yndlingsfornøjelser, at drikke te, kaffe eller chokolade.

.

Bord, sammen med stolen et af de ældste møbler. Bordet blev oprindelig brugt i Nærorienten i forbindelse med religiøs kult. Det kendes kun fra afbildninger.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bord kommer af germansk, oprindeligt 'bræt, planke'.

På få undtagelser nær gælder dette også antikkens bord, der fandtes i en række forskellige typer, bl.a. det lave, rektangulære træbord med tre ben og det runde metalbord med dyreformede ben samt det pompøse marmorbord med rygvendte dyr som støtter.

Den ældste, endnu benyttede bordtype er bukkebordet, hvor træpladen hviler på bukke; dækket af en dug tjente det helt op til 1800-tallet som spisebord.

Fra middelalderen kendes det lange plankebord, hvis kraftige ben forbindes af fodstøtter; det kan have en skuffe i sargen, som er den ramme, bordpladen hviler på.

I renæssancen bibeholdtes de enkle typer, mens dekorationen blev udviklet; der kendes kunstfærdigt indlagte og udskårne borde såvel i træ som i sten og marmor.

I barokkens borde blev ben og understel varieret, bl.a. fremkom de kraftige baluster- og kugleben, som kendes fra bl.a. Nederlandene. Bordpladen var som regel rektangulær og kunne være forsynet med det såkaldte hollandske udtræk til at forøge pladens størrelse. Ved siden af træ anvendtes plader af sten, rigt indlagt med kulørte sten og halvædelsten (pietra dura); af og til benyttedes også metal, fx sølv, til småborde.

De forskellige bordtyper, der blev udviklet i barokken hos bl.a. møbelsnedkeren A.-C. Boulle, fortsatte i rokokoen. Foruden konsolbordet og gueridonen kom nu de utallige specialborde: skriveborde, spilleborde, toiletborde, natborde og borde med raffineret mekanik.

Rigt udskårne og indlagte borde tjente som dekoration, enten midt i rummet eller parvis op ad væggen. Bordpladens omrids varieredes, ligesom bronzeornamenter og indfarvet træ (intarsia) karakteriserede især franske borde.

Engelske borde var sjældent finerede, derimod gerne udført i udsøgte træsorter. Også her udvikledes en række typer, der lever videre i dag: klapborde, spilleborde og det lille runde mobile bord.

Bortset fra at stilen skiftede, bibeholdt man igennem klassicismen de samme typer som i rokokoen. Empirens mest almindelige bordform er det rektangulære bord med to klapper; det tjente også som spisebord.

Først med den ændrede bordskik, der krævede nyt service og bestik til hver ret, indførtes i 2. halvdel af 1800-tallet spisebordet som fast møbel. De mindre, borgerlige hjem krævede bordtyper, der var fleksible i størrelse ved hjælp af udtræks- eller løse plader.

Samtidig opstod sofabordet, først i større format, men i takt med, at arbejdet blev flyttet ud af hjemmet i 1900-tallet, blev det lille, i perioder lave, sofabord almindeligt.

I 1900-tallet har man stort set bibeholdt de bordtyper, der blev udviklet i 1700-tallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig