Kronjuveler
Danske kronjuveler på Rosenborg Slot. Foto fra 2014.
Kronjuveler
Af /Ritzau Scanpix.

Kronjuveler er en samling af juveler, der tilhører kronen og står til rådighed for kongehusets medlemmer. I nyere tid har de i Danmark været forbeholdt landets dronning. I modsætning til private juveler kan de hverken spredes ved arv eller ved salg.

Den første europæiske samling af kronjuveler blev skabt af den franske konge Frans 1. i 1530.

Danske kronjuveler gennem historien

De danske kronjuveler stammer fra dronning Sophie Magdalene, der i 1770 testamenterede sine kostbareste juveler til kronen, "da der i dette kongerige er så få juveler og slet ingen kronjuveler", og fra Christian 6.s søster prinsesse Charlotte Amalie, der i 1782 efterlod en stor del af sine juveler til kronen.

Smykkerne er flere gange blevet forandret pga. skiftende mode, sidst i 1840, da det tyske juvelerfirma C.M. Weisshaupt skabte de nuværende fire store smykkesæt i brillanter, rosenslebne diamanter, smaragder, rubiner og perler.

Kronjuvelerne opbevares sammen med kronregalierne i skatkammeret på Rosenborg Slot.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig