Artikelstart
Knoglevæv, ben, benvæv, det specifikke støttevæv, hvoraf hvirveldyrenes knogler er opbygget. Som andre binde- og støttevæv, fx bruskvæv, består knoglevæv af celler lejret i en intercellulær matrix, knoglematrix, der giver vævet dets specifikke mekaniske egenskaber.
Knoglematrix er sammensat af organisk og uorganisk (mineralsk) materiale (primært calcium), der udgør ca. 25 % hhv. 75 % af knoglevævets tørvægt. Langt størstedelen, ca. 90 %, af det organiske materiale udgøres af det trådformede, trækstærke protein kollagen, der dannes (syntetiseres) af de specielle knogledannende celler, osteoblaster (undertiden kaldet bendannere), der også udskiller de enzymer, bl.a. alkalisk fosfatase, som fremkalder udfældning af calciumfosfat i form af hydroxyapatit i den organiske matrix kort efter dens dannelse. Kollagensyntesen lukkes derefter ned, og cellerne overgår i en stofskiftemæssig lavaktiv tilstand som osteocytter, der lever "indstøbt" i lakuner i den mineraliserede matrix, indbyrdes forbundne gennem et net af tynde udløbere. Da den mineraliserede matrix er ueftergivelig, må al vækst af knoglevæv ske ved lagvis tilvækst på overflader, såkaldt appositionel vækst, hvorved knoglevæv får en lamellær indre struktur.
Knoglevæv optræder i to hovedtyper, kompakt og spongiøst knoglevæv. Førstnævnte fremtræder som en kompakt masse, hvori findes mikroskopiske (ca. 50 μm brede) karførende kanaler, Haverske kanaler, samt Volkmannske kanaler, der tværforbinder de Haverske. En Haversk kanal er omgivet af en cylinder af koncentriske knoglelameller, tilsammen betegnet et osteon eller et Haversk lamelsystem; det er knap 0,5 mm i diameter og 15-20 mm langt og er orienteret på langs af de fremherskende retninger for tryk- og trækbelastning af knoglen. Imellem osteonerne findes interstitielle lameller, der repræsenterer rester af nedbrudte osteoner, og som opstår ved knoglevævets konstante omdannelse (remodellering). En knogles overfladiske lag består altid af kompakt knoglevæv, om end dette i visse knogler er ganske tyndt. Yderst er knoglen omgivet af en tæt bindevævshinde, periost, undtagen på flader, hvor knoglen danner ledforbindelser med andre knogler.
Det spongiøse knoglevæv er opbygget som et tredimensionalt netværk af tynde, indbyrdes sammenhængende bjælker af knoglevæv, trabekler, omgivet af knoglemarv. Trabeklerne indeholder ikke kar, og deres tykkelse er under ca. 250 μm, hvilket er grænsen for ernæring af trabeklernes osteocytter ved diffusion fra den omliggende knoglemarv. Det spongiøse knoglevævs trabekler er, ligesom osteonerne, orienteret svarende til de fremherskende tryk- og trækbelastninger af knoglen.
Knoglevæv er et kompositmateriale og kan, ligesom jernbeton og glasfiberarmeret plastik, tåle både store trykbelastninger (ca. 20.000 N/cm2) og trækbelastninger (ca. 14.000 N/cm2). Materialet er stift, og stivheden tiltager med alderen. Hos den voksne, hvor spongiosatrabeklerne tåler den største deformering, nås brudgrænsen ved 1-5 % deformation. Visse knogler eller dele heraf er overvejende opbygget af tykt, kompakt knoglevæv, fx de lange knoglers skafter, der pga. rørkonstruktionen opnår stor styrke mod bøjning og torsion med mindst muligt materialeforbrug. Andre knogler, især de, der mest er udsat for trykbelastninger, fx hvirvellegemerne, er overvejende opbygget af spongiøst knoglevæv.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.