internationale pop- og rockfestivaler

Allerede fra begyndelsen af 1960’erne blev pop og rhythm’n’blues så småt inkluderet i programmerne på europæiske og nordamerikanske jazz- og folkfestivaler. I 1968 og 1969 eksploderede det, især i USA, og der blev afholdt dusinvis af festivaler under navnet popfestival. I Europa kom eksplosionen i 1970 med store festivaler i Vesttyskland, Finland og Holland. I Danmark fandt de første festivalforsøg sted samme år. Siden har festivalerne udviklet sig til helt centrale events og brands i livemusikindustrien. Omsætningen er enorm og indtjeningen ligeså, både for arrangører og ofte også for de lokale handlende i byområderne omkring festivalen.

To tidlige festivaler, Monterey International Pop Festival (Californien, 1967) og Woodstock Music and Art Fair (New York State, 1969), er legendariske og inspirerede til gentagelse verden over. Det skyldtes dels de mange nye bands og solister, som optrådte, dels at man verden over kunne se yderst professionelle dokumentarfilm fra begge begivenheder i biograferne. Woodstock-filmen havde fx premiere i Danmark i september 1970, kun 13 måneder efter selve festivalen. Soundtracket, der blev udgivet som en tredobbelt lp, kunne endda købes allerede i maj. Ud over koncerterne dokumenterede de to film forskellige aspekter af hippiekulturens visuelle udtryk og visioner for fællesskaber og knæsatte samtidig et princip om de store festivaler som multimediale begivenheder.

Woodstockfestivalen, hvis motto var ”3 Days of Peace & Music”, kontrasteres ofte af Altamontfestivalen, der blev afholdt i december 1969 i nærheden af San Francisco. Det var blot en endags festival, og i modsætning til Woodstock var den gratis. Begge festivaler var temmelig kaotiske. På Woodstock lykkedes det trods alt at få tingene til at fungere, mens det meste gik galt på Altamont og kulminerende, da medlemmer af Hells Angels, der var hyret som sikkerhedsvagter, myrdede en tilskuer, mens hovednavnet The Rolling Stones spillede. Det kan ses i glimt i Gimme Shelter, en dokumentarfilm om gruppens turne i USA i 1969. Tilsammen opfattes de to festivaler som historiske symboler på kulminationen på hippiernes drøm og på den bratte opvågnen til realiteterne. De kan også opfattes som henholdsvis dag- og natsiden af den vesterlandske festivalkultur, der har udviklet sig siden.

Som Altamont var også Wattstax (1972) en endagsfestival. Navnet var en sammentrækning Watts og Stax; det første er en overvejende afrikansk-amerikansk bydel i Los Angeles, hvor der syv år tidligere havde været nogle meget voldsomme uroligheder, det andet et pladeselskab fra Memphis, der overvejende udgav musik af sorte musikere. Festivalen blev holdt til minde om optøjerne, og som for de andre udkom der siden et soundtrack og en film. De fik dog ikke så stor gennemslagskraft som Woodstock-filmen og -soundtracket.

England var også med tidligt med festivalen på øen Isle of Wight lige syd for Southampton. Den første festival fandt sted i 1968 og havde ca. 10.000 deltagere. Det følgende år var der måske 150.000 deltagere, og i 1970 nåede deltagerantallet angiveligt op over 600.000. Det blev selvfølgelig et fuldstændigt kaos, og festivalen blev forbudt og genopstod først 32 år senere. Også den blev dokumenteret på plade og film, uden dog at blive en international succes, som Woodstock blev det. Glastonbury, der ligger ca. 200 km øst for London, overtog langsomt faklen, først i 1970-1971 og siden de fleste år fra 1979 og frem. Den har i dag udviklet sig til en af Europas største festivaler med ca. 130.000 solgte billetter i årene omkring 2020.

En anden type festival er WOMAD (World of Music, Arts and Dance). Den blev grundlagt af bl.a. Peter Gabriel som en slags verdensmusikfestival, hvor pop- og folkemusikgrupper fra hele verden mødtes med den vestlige verdens mere alternative rockgrupper. Den har fundet sted i England siden 1982 og har siden 1990’erne i kraft af sit brand haft aflæggere rundt om i hele verden (overvejende den vestlige verden).

Festivaler i byer er mere usædvanlige. Den nok væsentligste var Love Parade, en endags festival, der fra 1989 til 2003 fandt sted i Berlin. Musikken var først og fremmest elektronisk dansemusik, og deltagerantallet steg angiveligt til over en million i årene op til år 2000. I de år foregik paraden på Straße des 17. Juni, der løber gennem den store, åbne Tiergarten-park. Efter nogle usikre år i første halvdel af 2000’erne, flyttede paraden til Ruhr-distriktet og fandt sted i henholdsvis Essen, Dortmund og Duisburg. Angiveligt deltog 1,6 millioner mennesker i Dortmund-paraden. Paraden i Duisburg i 2010 endte i en katastrofe, hvor 21 mennesker blev klemt ihjel, og 600 mennesker blev såret på grund af dårlige adgangsforhold. Efter katastrofen meddelte arrangørerne, at der ikke ville blive afholdt flere Love Parades.

Før Duisburg var det blevet klart, at sikkerheden ved de store festivaler var et problem. Det vidnede en række dødsfald om, tidligt ved en Castle Donnington-festival i England i 1988. I 1999 døde 51 gæster ved en festival i Minsk, én ved Hultsfred-festivalen i Sverige og året efter ni ved Roskilde-festivalen. De blev alle klemt ihjel. Det gjorde, at der på europæisk niveau blev udviklet en lang række sikkerhedsforanstaltninger, som – bortset fra i Duisburg – ser ud til at have virket.

Festivalformatet er til stadighed blevet udviklet. En- og flerdagesfestivaler afholdt i store byer er ikke usædvanlige, og rejsende festivaler kom til med fx Grøn i Danmark (1983-) og Lollapalooza i USA (rejsende 1991-1997, stedfast i Chicago siden 2004 med franchises i Sydamerika, Europa og Indien).

En anden udvikling er genre- eller temaspecifikke festivaler. WOMAD er et eksempel på sådan en festival, andre er Copenhell (2010-), som har fokus på heavy metal, Sònar i Barcelona (1994-), som har fokus på elektronisk musik, og The Lilith Fair (1997-1999), der udelukkende havde kvindelige optrædende.

En tredje er branchefestivaler, hvor publikum har adgang. Her er SXSW (South by Southwest) i Austin, Texas (1987-), og SPOT i Aarhus (1994-) gode eksempler.

Endnu en festivaludvikling er differentieringen af billetpriserne med forskellige tilbud til forskellige indtægtsgrupper. Coachella i Californien er nok festivalen med det bredeste spektrum af priser, der i 2024 rækker fra US$ 500 til ca. 5.000 pr. person.

Det siges, at den gratis Donauinsel-festival i Wien (1984-) med overvejende kontinentaleuropæiske artister er verdens største målt på antal deltagere med op til tre millioner gæster over tre dage.

I løbet af de sidste ca. 30 år er antallet af pop- og rockfestivaler vokset voldsomt, og aflysningerne i corona-årene har ikke skadet sektoren. Nationale og internationale investorer har øjnet store muligheder og har sammen med andre sektorer i musikbranchen udviklet en række profitable festivalkoncepter, som forskellige byer er glade for at lægge sted til.

Festivalerne er efterhånden meget forskellige og afspejler en kulturel diversitet. De byder ofte på meget andet end blot musik, ligesom der er festivaler for de fleste interesser, smage og aldersgrupper. Nogle steder kan man endda have sine børn med. Det betyder også, at antallet af festivaldeltagere er vokset voldsomt, og at festivaldeltagelse er blevet til en helt almindelig kulturel aktivitet. Med denne normalisering af festivalindustrien er karakteren af fristed, hvor hverdagen og konventionerne for en tid er glemt, mindre udpræget, end den tidligere har været. Festivalerne står dog stadig som en af de primære kilder til afsøgning af forskellige former for kultur i en ellers travl hverdag.

• danske pop- og rockfestivaler
• festival