Dortmund

Artikelstart

Dortmund, industriby i Ruhrdistriktet i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen; 580.400 indb. (2010). Dortmund ligger ved den sydlige ende af Dortmund-Ems-kanal og er delstatens største trafikknudepunkt samt vigtigste kommunikationscenter.

Byen er det økonomiske tyngdepunkt i den østlige del af Ruhrdistriktet. Industrien domineres af jern- og stålværker, til trods for at kulproduktionen i Ruhrdistriktet er stærkt aftagende. Den største af kulproducenterne er Hoesch AG. Desuden findes brobygningsfirmaer, som opererer over hele verden, maskinindustri, elektronisk, kemisk og grafisk industri samt næringsmiddelindustri, herunder syv store bryggerier.

Dortmunds bryggeritraditioner stammer tilbage fra 1200-t., og i byen ligger to af Europas største bryghuse: D.U.B. (Dortmunder Union Bräuerei) og D.A.B. (Dortmunder Actien Bräuerei). Den samlede produktion i byen udgør mere end 6,5 mio. hl øl. Dortmund har endvidere en koncentration af forsikrings- og industriselskaber samt it-virksomheder med produktudviklende afdelinger.

I Dortmund findes Max-Planck-Institut für molekulare Physiologie. Desuden findes institutter for børneernæring og medieforskning; universitetet er fra 1966. Europas største hal, der anvendes til konferencer, udstillinger og sportsarrangementer, ligger her.

Under 2. Verdenskrig blev Dortmund bombarderet talrige gange af de allierede, og 65% af bygningsmassen blev ødelagt. Den gamle bydel er genopbygget og kendetegnes ved mange grønne områder.

Centrum er pladsen Alte Markt, og nordøst herfor ligger Reinoldikirche fra 1200-t. med et sengotisk kor fra 1400-t.; kirkens 100 m høje vesttårn, der fuldendtes i 1701, er Dortmunds vartegn. Heroverfor ligger den romanske Marienkirche fra 1100-t.; berømt er kirkens gotiske alter, Maria-alteret, udført af Konrad von Soest ca. 1420.

Museum für Kunst und Kulturgeschichte rummer arkæologiske samlinger og ældre kunst, Museum am Ostwall en samling moderne kunst med vigtige værker af kubister, futurister og ekspressionister. En slotslignende maskinhal, som hørte til de gamle kulminer, indgår i Westfälisches Industriemuseum. I byen findes desuden et bryggerimuseum og et smedejernsvandtårn fra 1904.

Dortmund er nævnt allerede i 800-t. og udviklede i middelalderen en betydelig fjernhandel, blev fri rigsstad og 1298 hansestad. Byen, der fra 1570 var protestantisk, mistede dog efterhånden sin betydning. Kul- og stålindustrien fik den til at vokse eksplosivt i 1800-t. Dortmund var 1918-23 et centrum for arbejderrådsbevægelsen.

Læs mere om Nordrhein-Westfalen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig