The Rolling Stones giver koncert på Orange Scene på Roskilde Festival 2014.
The Rolling Stones giver koncert på Orange Scene på Roskilde Festival 2014. Af /BAM/Ritzaun Scanpix. Begrænset anvendelse

The Rolling Stones

The Rolling Stones. Fra venstre Charlie Watts, Ronnie Wood, Keith Richards og Mick Jagger. Foto fra 2008.

.

The Rolling Stones er en britisk rockgruppe, der blev dannet i 1962. Det er et af de mest kendte bands i verden, og 60 år efter begyndelsen er gruppen fortsat en populær live-attraktion.

Medlemmer

Rolling Stones blev dannet i 1962 i London af Mick Jagger, sang, og Keith Richards (f. 1943), guitar. Fra 1963 bestod gruppen desuden af Brian Jones (1942-1969), guitar og mundharmonika, Bill Wyman (f. 1936), bas, og Charlie Watts (1941-2021), trommer. Kort før Jones' død i 1969 erstattede Mick Taylor (f. 1949) Jones som gruppens guitarist. Han havde tidligere spillet i John Mayall's Bluesbreakers. Taylor blev i 1975 efterfulgt af Ronnie Wood (f. 1947), der tidligere havde spillet med bl.a. The Faces. I 1992 forlod Wyman gruppen.

Et rebelsk alternativ

The Rolling Stones, der ofte supplerede sig med Ian Stewart (1938-1985), piano, var det rebelske alternativ til The Beatles i midten af 1960'erne. Bandet var centreret omkring de to sangskrivere Jagger og Richards, der ofte komponerede under pseudonymet Nanker/Phelge.

Stil

Gruppens navn var hentet fra en Muddy Waters-tekst, og gruppen fremhævede sine musikalske rødder i rhythm & blues-traditionen, bl.a. ved at indspille en del coverversioner. The Rolling Stones raffinerede med årene denne sound og udviklede en egen, næsten swingende form for riff- og bluesbaseret rockmusik, der på nær enkelte afstikkere til den psykedeliske musik i 1967 har været gruppens kendetegn igennem alle årene.

Udgivelser

Gruppen lp-debuterede i 1964, og siden er fulgt over 30 album, fra lp'en Aftermath (1966) stort set udelukkende med selvskrevet materiale. Blandt gruppens mest succesfulde album er Out of Our Heads (1965), Beggar's Banquet (1968), Sticky Fingers (1971), Exile on Main Street (1972) og Some Girls (1978).

Gruppen har desuden haft talrige singlehits verden over, først og fremmest i perioden 1964-1971 med sange som It's All Over Now (1964), der var deres første tophit i England, (I Can't Get No) Satisfaction (1965), som blev deres gennembrud i USA, Paint It Black (1966) og Honky Tonk Woman (1969).

Albumudgivelser (ikke opsamlinger)

År Titel
1964 The Rolling Stones
1964 12×5
1965 Rolling Stones No. 2
1965 Out of Our Heads
1965 Got Live If You Want It (live)
1965 December's Children
1966 Aftermath
1967 Between the Buttons
1967 Flowers
1967 Their Satanic Majesties Request
1968 Beggar's Banquet
1969 Let It Bleed
1970 Get Yer Ya-Ya's Out (live)
1971 Sticky Fingers
1972 Exile on Main Street
1973 Goat's Head Soup
1974 It's Only Rock'n'Roll
1976 Black and Blue
1977 Love You Live (live)
1978 Some Girls
1980 Emotional Rescue
1981 Tattoo You
1982 Still Life (live)
1983 Undercover
1986 Dirty Work
1989 Steel Wheels
1991 Flashpoint (live)
1994 Voodoo Lounge
1995 Stripped (live)
1996 Rolling Stones Rock and Roll Circus (live)
1997 Bridges to Babylon
1998 No Security (live)
2004 Live Licks (live)
2005 A Bigger Bang
2016 Blue & Lonesome

Rolling Stones som liveband

Det er dog ikke mindst som live-band, The Rolling Stones har sikret sig en central plads i rockhistorien, fra tiden som band på de små klubscener til 1960'ernes store koncerter, bl.a. i Hyde Park i London (1969) og Altamont i Californien (1969, foreviget i dokumentarfilmen Gimme Shelter, 1970), og videre til 1980'ernes og 1990'ernes stadion-rockshows.

På scenen har Jagger været den markante frontfigur, der også kropsligt underbyggede det image af "sex, drugs & rock'n'roll", som har været et væsentligt element i hele historien om The Rolling Stones både på og bag scenen, ikke mindst i sidste halvdel af 1960'erne, hvor en række af gruppens medlemmer kom i konflikt med både den engelske moral og narkotikalovgivningen.

The Rolling Stones har gennem årene formået at forny deres musikalske ståsted, samtidig med at gruppens musik og fremtoning har ubrudte linjer bagud til 1960'ernes klassiske rockidealer og -besætning.

Gruppen har fortsat turnévirksomheden som det perfekte dementi af, at rocken dør, når den når pensionsalderen, og i 2005 tog bandet kritikerne med storm med albummet A Bigger Bang, der blev karakteriseret som bandets bedste i et kvart århundrede.

Film

Sideløbende med The Rolling Stones har alle gruppens medlemmer også været involveret i soloprojekter, Watts bl.a. i jazzsammenhænge. Derudover har ikke mindst Jagger i perioder været aktiv som filmskuespiller, bl.a. med hovedroller i Ned Kelly (1970), Performance (1970) og Freejack (1992).

I 1968 indspilledes dokumentarfilmen Rolling Stones Rock and Roll Circus og et album med samme navn, som begge først blev udsendt i 1996. The Rolling Stones optræder her sammen med en række af datidens andre store britiske rocknavne som Eric Clapton, Marianne Faithfull, Jethro Tull, John Lennon og The Who. Fremhæves må også Martin Scorseses dokumentarfilm Shine a Light (2008), der forener reportage og arkivoptagelser med gruppen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig