Muddy Waters, egl. McKinley Morganfield, 4.4.1915-30.4.1983, amerikansk bluesguitarist og sanger, en af de betydeligste musikere i udviklingen og udbredelsen af den elektriske Chicago-blues i 1950'erne. Waters, der voksede op i Mississippi og her blev kendt lokalt som bluesmusiker, flyttede i 1943 til Chicago, hvor han snart blev en del af bluesmiljøet omkring Chess Records. Fra tidligt i 1950'erne var han en af de stildannende musikere i Chicago og havde adskillige hits, bl.a. Rollin' Stone (1950) og Honey Bee (1951). Han indledte et samarbejde med bassisten Willie Dixon, som leverede en lang række sange til Waters. Karakteristisk for hans spillestil var blandingen af gamle og nye blueselementer, og i 1960'erne blev han inspirationskilde for talrige rock- og bluesbands, og hans repertoire tilhører standardmaterialet inden for blues og rhythm'n'blues.