immunitet (retsstilling)

I første række indrømmes immunitet til stater i deres forhold med andre stater og disses myndigheder og domstole. Det er hensynet til staters sameksistens, der begrunder, at en stat i visse typer af sager ikke uden sit samtykke kan sagsøges ved en anden stats domstole. De typer af søgsmål, som immunitet beskytter imod, er tæt knyttet til en stats suverænitet såsom søgsmål vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, lovgivning, retspleje, opkrævning af skatter, trykning af pengesedler og muligvis også ekspropriation og nationalisering; de henregnes til kategorien jure imperii.

Uden for en stats immunitet falder sagstyper, som ikke er forbundet med en særlig statsinteresse, ofte af privatretlig karakter, og i hvilke også privatpersoner kan agere; de henregnes til kategorien jure gestionis. Eksempler fra dansk retspraksis er entreprise, leje af fast ejendom og sædvanligt indkøb. Grænsen mellem jure imperii og jure gestionis trækkes ikke på samme måde i alle lande, ligesom det tidligere var kontroversielt at hævde, at staters immunitet ikke var absolut.

Domme mv. kan tvangsfuldbyrdes i en stats aktiver i udlandet, forudsat aktiverne alene anvendes i forbindelse med aktiviteter, som falder inden for jure gestionis, og de i øvrigt ikke nyder særlig beskyttelse eller ukrænkelighed, såsom ambassader. Regler om staters immunitet er søgt kodificeret i United Nations Convention on Jurisdictional Immunities of States and Their Property af 2004, som endnu ikke er trådt i kraft (2016).

Embedsmænd og andre repræsentanter for en stat nyder immunitet for deres embedshandlinger; baggrunden er funktionelle hensyn til repræsentanternes udøvelse af deres hverv. Denne immunitet indrømmes af hensyn til staten som hvervgiver og gælder også efter embedsperiodens ophør. Alene staten kan give afkald på sine repræsentanters immunitet.

Visse repræsentanter, navnlig diplomater, statsoverhoveder og øverste medlemmer af regeringen, har en videregående beskyttelse som ukrænkelige personer. Denne privilegerede retsstilling har baggrund i æresmæssige hensyn til den stat, hvis fremmeste repræsentanter der er tale om. For ukrænkelige personer omfatter beskyttelsen som udgangspunkt også private handlinger og i øvrigt de pågældendes person, opholdssted, transport- og kommunikationsmidler mv.

Regler om diplomater blev kodificeret i Wienerkonventionen af 1961 om diplomatiske forbindelser m.m., se diplomatisk immunitet. Konsuler kan også efter omstændighederne gøre krav på en vis beskyttelse; herom gælder Wienerkonventionen af 1963 om konsulære forbindelser m.m. Endvidere vil der ofte ved særlig overenskomst gives immunitet til personer, som er udsendt for at repræsentere en stat på en konference, samt til troppeenheder, som deltager i militærøvelser på fremmed territorium eller i FN's fredsbevarende operationer.

Også internationale organisationer og disses repræsentanter nyder immunitet; her er begrundelsen i første række hensyntagen til organisationens effektive virke. Immunitet for en organisation omfatter alle handlinger, uanset om de for en stat ville blive henført til jure imperii eller jure gestionis. Ofte foreligger særlige traktater, som regulerer forholdet. Organisationens embedsmænd vil som oftest alene nyde immunitet for embedshandlinger.

• parlamentarisk immunitet
• diplomatiske privilegier