Imbolc var en irsk-keltisk fest, der blev fejret midt om vinteren, omkring den 1. februar. Det er den mindst kendte af de fire irske årsfester.

Faktaboks

Etymologi

Festens navn tolkes undertiden som en afledning af oldirsk im bolc 'i maven', fordi fårene bliver drægtige på det tidspunkt, hvor festen afholdes. Mere sandsynligt er det dog, at navnet henviser enten til renselse eller til mælk.

Ud over at festens navn nævnes ret ofte, omtales festen nærmest ikke i de gamle kilder, og navnets etymologi giver desværre ikke klare antydninger om festens indhold.

Siden kristendommens komme i Irland har festen været knyttet til nationalhelgenen Skt. Brigid af Kildare, men det er ikke usandsynligt, at dette afspejler en tilknytning til den ældre keltiske gudinde Brigid, datter af Dagda. Under alle omstændigheder giver det forhold, at den kristne helgen er gavmild med mad og mælk, et praj om, at festen har haft et frugtbarhedspræg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig