Det grønlandske vokalsystem omfatter i det oprindelige ordstof kun tre vokalfonemer: [i], [a] og [u]. Hver af disse omfatter imidlertid en skala af forskellige vokalnuancer; således udtales [a] som en lyd mellem dansk a og æ i forbindelse med konsonanter, der dannes dentalt, dvs. fortil i munden, fx attat 'knap', mens udtalen omtrent svarer til dansk ar i forbindelse med konsonanter, der dannes uvulært, dvs. helt bagtil i munden, fx qaqqaq 'fjeld' og arnaq 'kvinde'. Der er en endnu større stillingsbestemt variation i udtalen af [i] og [u], og her skelner retskrivningen mellem i og e, fx illit 'du' over for erneq 'søn', og mellem u og o, fx ullut 'dage' over for orsoq 'spæk'. Der skrives e, o foran uvulære konsonanter, ellers i, u (hvor der i den gamle retskrivning blev skrevet e, o i ordudlyd), fx neqi 'kød', soorlu 'for eksempel'. Der skelnes mellem korte og lange vokaler ved dobbeltskrivning af de lange: ilavoq 'er blevet større', ilaavoq 'er med'. I låneord, der har vundet indpas i sproget i ret sen tid, høres et større inventar af forskellige vokaler, især hos tosprogede grønlændere.
Konsonantsystemet er karakteristisk ved at have fire artikulationssteder: labial, dental, velær og uvulær, mens der kun er én række klusiler, der skrives p, t, k, q og udtales uaspireret som på fransk eller russisk, dvs. næsten som dansk [b d g]; låneord med p eller b, t eller d, k eller g udtales således ens. Dette giver komplikationer i stavemåden af låneord med dansk og internationalt b, d, g. Efter den nugældende retskrivning skrives der her mest b, d, g, selvom ordene udtales med grønlandsk [p t k], fx baaja 'bajer', danskeq 'dansker', Guuti 'Gud'.
Konsonanten [t] har en særlig affrikeret udtale foran [i], omtrent som det danske t i Tivoli, svarende til skriftens i eller e, fx tivavoq 'danser', ateq 'navn'.
Ud over de fire klusiler har grønlandsk fire nasaler [m n ŋ ɴ] og et sæt konsonanter, der er dannet uden mundlukke.
Der skelnes systematisk mellem korte og lange konsonanter, fx uneq 'armhule', unneq 'frostbleget sælskind'. De lange konsonanter, der dobbeltskrives, står altid mellem vokaler og kan forekomme uanset de omgivende vokalers længde, fx aallaammik 'med et gevær'.
Grønlandsk har ikke betydningsadskillende trykplacering i ordet, og tonegangen er bestemt af ordets og sætningens struktur. Sproget har både derved og med sine sekvenser af lange vokaler og konsonanter et rytmisk præg, der minder noget om finsk eller samisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.