Artikelstart

Gobelin var egentlig en billedvævning fra La Manufacture des Gobelins i Paris, grundlagt 1663. I dag er ordet gobelin en teknisk betegnelse for en billedvævning, udført i gobelinteknik, uanset oprindelsessted.

Faktaboks

Etymologi
Billedvævningen er opkaldt efter den franske farverfamilie Gobelin.
Også kendt som

flamskvævning, billedvævning

Familien Gobelins produktion af farver ophørte i slutningen af 1500-tallet, og i 1601 blev fabrikken i Paris udlånt til Henrik 4. til produktion af billedvævninger. I 1667 fik værkstederne stilling som kongelig manufaktur og leverede gobeliner til Versailles og andre af Ludvig 14.s slotte. Charles Le Brun stod for ledelsen i den første periode, efterfulgt af andre kendte kunstnere.

Gobelinteknik

Gobelinteknik er en toskaftet væveteknik, som benyttes til bl.a. vævning af billedtæpper med figurative motiver. Skudtrådene, der helt dækker kædetrådene, indføres sjældent over hele vævebredden, men i afgrænsede partier, ofte efter farvefelternes placering. De slidser, der kan opstå mellem de vævede partier, bevares åbne eller væves eller sys sammen på forskellige måder. Gobelinvævning udføres på en lodret vævestol (hautelisse) eller på en vandret vævestol (basselisse).

Gobelinsyning

Gobelinsyning er et fladedækkende broderi, der imiterer vævede gobeliner. Stingene sys i vandrette rækker på entrådet stramaj enten med lige sting over to vandrette tråde med en lodret tråd imellem hvert sting eller med skrå sting over to vandrette og en lodret tråd fra højre mod venstre. Skrå gobelinsting kaldes med et andet ord gros points.

Gobelinstof

Gobelinstof er en svær, jacquardvævet efterligning af ægte gobeliner; anvendes oftest som møbelstoffer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig