væv - redskab

Væv er et redskab til fremstilling af stof ved sammenfletning af et ensartet stramt, stærkt, langsgående garnsystem, kæden/trenden, og et tværgående, skuddet/islættet, som regel af mere fyldigt garn.

Styringen af hævning og sænkning af kædegarnerne i grupper (skaftevæve) eller af enkelttråde (jacquardvæve) muliggør forskellig mønstring; regelmæssig fremføring af kæden giver ens afstand mellem skudtrådene. Specialvæve fremstilles til mange formål..

I sin oprindelige form består en væv af en trend, der er udspændt mellem to kæppe, således som det også ses i båndvævning.

Rundvæven

Fra jernalderen og vikingetiden kendes rundvæven fra Huldremose- og Osebergfundene. Trenden vikles op på to til tre bomme og væves helt op, rektangulært eller i en cylinder.

Vægt- eller opstadvæven

Vægt eller opstadvæven er opretstående og var almindelig i oldtiden og langt ind i middelalderen og udbredt også i Norden. En tværbjælke hviler på to skrånende pæle, der læner sig op ad en væg, og trenden dannes som regel af islættet (forlænget) i et brikvævet bånd, som er sat fast øverst på en tøjbom. Trenden udspændes lodret vha. vævevægte i sten eller ler, og islættet slås i foroven med et sværd. På vægtvæven kan der væves kiper, dobbeltvæv og åklæde, eller mønster kan plukkes op med en skelkæp eller med søller (trådanordning med øje i midten). Den opretstående vægtvæv har været i brug i Nordøstatlanten (Vestnorge og Færøerne) indtil ind i 1900-t.

Gobelinvæven

Gobelinvæven kendes fra egyptiske gravmalerier, der dateres til 1500 f.Kr., og fra 1600-t.s flamskvævning. Den har enten lodret trend (haute lisse) eller vandret udspændt trend (basse lisse).

Skaftevæven

Skaftevæven har været kendt i Danmark siden 1100-t.; til kinesisk silkevævning kendes den fra 2000 f.Kr. Skaftevævens fordele er, at den kan rumme et stort antal tråde og en lang trend og kan udføre mekanisk mønstervævning. Trenden, der er udmålt på et system af kæppe eller på et drejeligt trendbord, udspændes vandret fra garnbom over brystbom til tøjbom. Trendtrådene løber gennem søller, der er påsat forskellige skafter, som er ophængt i trisser, svingler eller en kontramarchanordning. Underneden er skafterne forbundet med sideskamler og tramper, der udløser skellet. Islætgarnet, der er opspolet på en skytte, slås sammen med en kam, hvis tæthed skal stemme overens med trådtykkelsen og vævningens kvalitet. Der benyttes tre grundbindinger: lærreds- eller toskaft-, kiper- og satin-. Bindingsmønsterets variation begrænses af skafternes antal. Kunstvævning, fx rosengang, munkebort o.a., afhænger af sølning, opbindings- og trampemønstre. Drejl og damask i mønstervævning med partier med hhv. trend- og islæteffekt (kiper- eller satinbindinger) kræver flere skafter eller harniskudrustning, som medfører, at trendtråde hæves i grupper via træk i snore fra et harniskbræt, således at der dannes mønsterskel. J.M. Jacquards hulkortsystem har et mønsterkort for hvert skud og kan styre mønstervævning, fx damask og beiderwand, som kan fremstå meget varieret og detaljeret. Den første vandkraftdrevne maskinvæv blev opfundet i 1786 af E. Cartwright (1743-1823), og i løbet af 1840'erne kom den dampdrevne maskinvæv til. Den halvautomatiske, skyttelløse væv kom først i brug langt senere, dvs. omkring 1950.

I de nordiske lande har der længe været en ubrudt tradition for brugsvævning på skaftevæv; den ophørte dog i Danmark i sidste del af 1800-t., men industriens produktion skabte interesse for husflidsvævning fra 1880'erne. Produkter fra den enkle, flytbare rammevæv, billed- og senest computervævninger er eksempler på hobbybetonet vævning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig