forhistorisk arkæologi

Forhistorisk arkæologi har som videnskab udviklet sig i takt med fremkomsten af arkæologiske fund og med den stadig voksende erkendelse, som baseres på tolkning og aldersbestemmelse af fundene. Danskeren C.J. Thomsen betegnes som grundlæggeren af den forhistoriske arkæologi, idet han 1836-1837 anvendte treperiodesystemet til inddeling af forhistorien i en sten-, bronze- og jernalder. Først ved midten af 1800-tallet skabte gennembrud inden for naturvidenskaberne grundlag for en vurdering af forhistoriens længde og menneskehedens alder. I 1859 — samme år som udgivelsen af Charles Darwins Arternes Oprindelse fandt sted — erkendte man ægtheden af redskaber, som var fundet sammen med rester af nu uddøde dyr. De første fund af fortidsmennesker banede omtrent samtidig vejen for udforskningen af menneskets tidligste udvikling.

I Danmark indledte treperiodesystemet som nævnt udviklingen af forhistorisk arkæologi som en selvstændig videnskab, baseret på udgravning og på systematisering af fundmaterialet. Til fagets pionerer hører J.J.A. Worsaae, der i bogen Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøje (1843) for første gang beskrev forhistorien på grundlag af arkæologisk materiale og 1873 igangsatte den første systematiske registrering af fortidsminder i Danmark (se sognebeskrivelse). Skønt Worsaae 1855-66 virkede som docent ved Københavns Universitet, blev næsten al forskning i faget frem til 1930 udført ved Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager — fra 1892 Nationalmuseet. Et overblik over faget og dets resultater ved århundredskiftet blev fremlagt af Sophus Müller i Vor Oldtid (1897).

Forhistorisk arkæologi blev universitetsfag ved Københavns Universitet 1930, og Johannes Brøndsted beklædte fra 1941 det første professorat. Som sine forgængere lagde Brøndsted vægt på bred formidling af den forhistoriske arkæologis resultater, hvilket kom til udtryk i oversigtsværket Danmarks Oldtid (1938-1940, 2. udg. 1957-1960). I dag findes universitetsinstitutter for forhistorisk arkæologi i København og Aarhus (Moesgård). Foruden Nationalmuseet har Forhistorisk Museum, Moesgård, betydelige forhistoriske arkæologiske samlinger og udstillinger. Siden 1957, med loven om landsdelsmuseer, og i stigende grad fra 1960'erne, er forhistorisk arkæologi blevet praktiseret ved en lang række af landets lokalmuseer.

På trods af stor international åbenhed i 1800-tallet er det karakteristisk for arkæologiens udvikling i Danmark og det øvrige Norden, at den kun i begrænset omfang er blevet påvirket af teorier udefra, idet faget i stedet har sat fokus på de konkrete arkæologiske vidnesbyrd. Svenskeren Oscar Montelius og danskeren Sophus Müller var banebrydende ved at udvikle typologien som metode til relativ datering. Udarbejdelsen af en kronologi for forhistorisk tid i Norden byggede naturligt på studiet af forbindelser med historisk kendte kulturer i Middelhavsområdet og Orienten, og udviklingen blev derved ofte forklaret ud fra en opfattelse om kulturspredning (diffusionisme).

Vægten er siden 1960'erne kommet til at ligge mere på belysning af stadierne i samfundets udvikling (evolutionisme). Dette skyldes dels påvirkning fra socialantropologien, dels nye dateringer, der viser, at markante kulturfænomener i fortiden også kan være opstået tidligere end de historisk kendte højkulturer og uafhængigt af disse. Samarbejdet med naturvidenskaberne har fra 1900-tallet ført frem til et økonomisk perspektiv, der sætter menneskets tilpasning til og udnyttelse af naturen i centrum.

Central i nutidens forskning er bebyggelsesarkæologien, der undersøger udviklingen af bosættelse, erhverv og social struktur; denne disciplin har siden midten af 1960'erne udviklet sig stærkt i takt med anvendelsen af maskiner ved udgravning af store bopladser. Forhistorisk arkæologi har i store træk bevæget sig fra alene at handle om genstande til også at dreje sig om menneskets og samfundets udvikling.

• arkæologi