filmteknik

Lydfilmen slog igennem med The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), der hentede sin lyd fra en grammofonplade. Man gik dog hurtigt over til at benytte et lydspor placeret på langs af selve filmstrimlen enten som en magnetisk belægning eller anbragt optisk i selve filmmaterialet. Via flere kanaler og højtalere kan lyden spredes ud i biografen, den såkaldte surround-lyd.

Optisk lyd slog igennem i 1929 efter succes med lydsystemet Movietone (1927). Blandt 1920'ernes pionerer inden for optisk lyd var danskerne Axel Petersen (1887-1971) og Arnold Poulsen med deres Petersen og Poulsen tonefilmsystem. Men amerikaneren Lee De Forest fik større betydning med sit Phonofilm-system (1923), der blev indarbejdet i Movietone. Det dominerende lydsystem er i dag Dolbysystemet.

Det kendteste farvefilmsystem er Technicolor, der fra 1922 indeholdt to farver og fra 1932 tre farver. Teknikken krævede frem til 1942 et separat negativ for hver grundfarve. Farverne blev trykt direkte på den endelige filmstrimmel og var meget holdbare, men teknikken uddøde af økonomiske grunde i 1970'erne.

I nyere farvesystemer (fx Eastman Color) opstår farverne inde i selve filmstrimlen via en fotokemisk proces; disse farver falmer imidlertid med årene og vil gå tabt for eftertiden. Et lille antal af disse film præserveres på anden vis, men problemet er omfattende.

En central og fortløbende finpudsning af filmens teknik har været den gradvise forbedring af det fotografiske negativ med hurtigere eksponeringstid, finere billedopløsning og mere naturtro farvegengivelse.

Filmfremvisere og især -kameraer er blevet mere sofistikerede, men bygger dog stadig på det samme grundprincip med en typisk 35 mm bred filmstrimmel, hvor billederne er placeret efter hinanden. Lys når til eller fra strimlen via et objektiv. Via perforationshuller i filmstrimlens kant rykkes denne regelmæssigt fremad. Hver gang strimlen er i bevægelse, afskæres lyset af en blænde. Og hver gang filmen står stille (ved tonefilm normalt 24 gange i sekundet), eksponeres et billede i kameraet, eller fremviseren kaster et billede op på lærredet.

Tilskueren opfatter hverken de mørke pauser, eller at der er tale om enkeltbilleder. Højere billedfrekvens (op til 60 billeder i sekundet) og bredere filmstrimler (fx 70 mm) giver større virkelighedsillusion. Det samme gælder brug af "motion simulation", dvs. computerstyrede biografsæder, der bevæger sig i forhold til billederne på lærredet.

Der findes desuden tredimensionale (3-D) filmsystemer, hvor venstre og højre øje ser det samme motiv filmet fra hver sin let forskudte vinkel, samt 3-D hologramfilm, hvor motivet er indfanget på et fotografisk materiale via refleksioner fra belysning med laser.

Filmmediets reelle muligheder for topkvalitet udnyttes kun i særlige biografer, indrettet til systemer som Showscan (med 60 billeder i sekundet) og IMAX (med en billedflade ti gange større end på 35 mm-film). Cinemaxx-biograferne i København og Aarhus kan som de eneste biografer i Norden fremvise film i IMAX-format. Tycho Brahe Planetariet i København viser såkaldte Omnimaxfilm, der i kvalitet svarer til IMAX, på et halvkugleformet lærred.

I 1995 kom den første spillefilm skabt udelukkende vha. computeranimation, John Lasseters Toy Story. I dag er computerteknologi en bærende del af hele filmprocessen, fra manuskriptsskrivningssoftware, computeranimerede storyboard, digitale kameraer og onlineredigering til digital biografprojektion og hd-dvd. Selve filmen kan skabes med levende skuespillere i virtuelle kulisser, med virtuelle skuespillere i fysiske kulisser, eller en hvilken som helst anden kombination. I klipperummet kan instruktøren manipulere med bl.a. farver, billedkompositioner og skuespilpræstationer ned til mindste detalje, kun begrænset af sit eget talent samt prisen på udstyr og arbejdstimer.